Brandbiler rykkede ud til ild i ovn

Om det var brændende kærlighed, der var i den aalborgensiske ovn, melder historien dog ikke noget om.

Men i hvert fald rykkede brandvæsnet ved halv totiden tirsdag ud til en lejlighedsbrand på 2. sal i Rantzausgade i Aalborg. - Man havde glemt noget mad i ovnen, og så var der gået ild i det, siger vagthavende ved Beredskabscenter Aalborg, Gert Krogh. Ilden udviklede en del røg i opgangen, og det var det, der alarmerede en overbo. - Vi var i tvivl om, der var en i lejligheden, siger Gert Krogh. Der var der heldigvis ikke, men køkkenet tog ifølge den vagthavende en del skade af det glemte måltid.