Brandboss: Galimatias at tænde bål i knastørre klitter
Op mod 4.000 kvadratmeter klit ved Rødhus Strand futtede af søndag eftermiddag
Opdateret kl. 18:49
RØDHUS: Det er fuldstændig rablende galimatias - aldeles uansvarligt. Sådan lyder det fra indsatsleder Evald Ulstrup, Nordjyllands Beredskab i Jammerbugt Kommune, efter en brand i yderste klitrække ved Rødhus Strand søndag eftermiddag.
Indsatslederen fandt nemlig årsagen til branden.
- Der var simpelthen anlagt et bål oppe i klitterne, fortæller en oprørt Evald Ulstrup.
Han advarer alle gæster, der bevæger sig ud i klitterne.
- Græsset i klitterne er knastørt. Så selv et dumt cigaretskod kastet af en eller anden skødesløs person kan forårsage voldsomme og muligvis farlige brande, siger Evald Ulstrup.
Han havde 10 mand, et helt slukningstog og en ekstra tankvogn i aktion til branden, hvor alarmen indløb klokken 15.31.
- Der er futtet omkring 4.000 kvadratmeter af, konstaterede indsatslederen ved 16.30-tiden søndag eftermiddag.
På det tidspunkt forudså han yderligere en times hårdt arbejde for brandmændene med at sikre, at der ikke var den mindste smule ild tilbage i klitterne, så branden kunne blusse op igen.
Ingen mennesker og heller ingen sommerhuse var i umiddelbar brandfare, men indsatslederen opfordrer alligevel folk til stor forsigtighed med ild, når de færdes i den lige nu knastørre natur.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.