Brandchefer: For tidligt med kritik

Frederikshavn 14. september 2002 08:00

VIBORG: Landets brandchefer tager skarpt afstand fra alle, der på nuværende tidspunkt udtaler sig om ulykken i Frederikshavn, hvor tre brandfolk omkom. Så længe undersøgelsen af ulykken ikke er afsluttet, er det for tidligt at udtale sig om den, mener Foreningen af Kommunale Beredskabschefer. - Vi må desværre konstatere, at enkelte personer med tilknytning til brandvæsnet forskellige steder i landet har travlt med at udtale sig om, hvor uforsvarligt øvelsen i Frederikshavn var tilrettelagt, og samtidig giver skråsikre anvisninger på, hvordan ulykker af den art kan undgås, siger beredskabschefernes formand, Henning Holm Johansen. Under øvelsen var to hold på hver fem frivillige fra brandvæsnet i Frederikshavn gået ind i det snedkerværksted ved fængslet i Kragskovhede, der skulle brændes af. Da branden udviklede sig hurtigere end forventet, blev holdene trukket ud. Men det ene hold bad om lov til at blive et minut længere inde i bygningen. Da det ene skæbnesvangre minut var gået, fik de fem brandmænd over radioen besked fra øvelseslederen om at komme ud. Men kun to mand kom ud af den brændende bygning. De to brandfolk, der havde brandslangen med ud, var overbeviste om, at de tre kolleger havde været lige bag dem. /ritzau/ 1, sektion side 2

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...