Redningsvæsen

Brandchefer studerede Falck-nyheder

Nordjylland er godt med, når det gælder brandslukningsudstyr

BRØNDERSLEV:Falck i Nordjylland er godt med, når det gælder det nyeste og mest avancerede slukningsudstyr. Det kunne stationsleder Peder Mejlvang fra Falck-stationen i Brønderslev oplyse, da de nordjyske beredskabschefer i går var på rundtur i Nordjylland. I Brønderslev var samlet en række af de køretøjer, der operer i det nordjyske. Falck i Hjørring har en hurtigt-gående slukningsenhed, der er hurtigt fremme, og den har været med til at redde menneskeliv. Beredskabschef Knud Børge Møller kunne anbefale andre kommuner at anskaffe et hurtigt køretøj. I slukningskøretøjet er der også varmesøgende udstyr, der kan finde personer i røgfyldte lokaler. Knud Børge Møller oplyste, at man i Hjørring har haft stor glæde af det avrmesøgende kamera. I Skagen har man en lift-tender, der kan trække på alle hjul, og som kan køre i klitterne. Liften kan række 26 meter. På Falck-stationen i Dronninglund er en tendervogn, der kan medbringe 6500 liter vand, og den er forsynet med en lift, der kan række 24 meter vandret og 28 meter lodret. - Vi tænker også på brandfolkenes sikkerhed, så vi kravler ikke så meget på tagene, som vi har gjort. Vi bruger i stedet en lift, fortæller Peder Mejlvang. Fra Brønderslev gik turen til Fjerritslev. Her var det blandt andet Falcks frigørelses-udstyr, der blev demonstreret. På Falck-stationen i Hurup var der mulighed for at se et meget stort slukningskøretøj. - Mange kommuner står over for at skulle anskaffe nyt brandslukningsudstyr, og vi vil gerne vise noget af det, der findes på markedet, siger kontraktchef Torben Christensen fra Falck.I langt de fleste kommuner er der en aftale med Falck omkring brandslukning. Torben Christensen siger, at det er vigtigt, at kommunerne tænker på at have det rigtige udstyr, ligesom det er vigtigt at nå hurtigt frem.