EMNER

Brandfarlig tørke

FJERRITSLEV:Det er en rigtigt dårlig idé at brænde kvas og andet affald fra haver og marker af for tiden. Naturen er som en krudttønde, især når det blæser kraftigt som i disse dage. Det siger brandinspektør Per Nielsen, Fjerritslev, efter at han og brandvæsenet lørdag aften måtte ud til en naturbrand ved Industrivej i Fjerritslev, hvor en affaldsafbrænding var løbet løbsk. Da Falck hurtigt var på stedet, brændte kun et par hundrede kvadratmeter græs. - Mange tror, det er et rigtig godt tidspunkt at få ryddet op og brændt af. Men det må stærkt frarådes, for det går meget let galt. Man kan jo også se, hvor mange naturbrande Falck har været ude til den senere tid. I øvrigt måtte Falck i Fjerritslev også afsted til en skorstensbrand i et fritstående fyr i Skræm søndag formiddag. Her skete dog ingen skade.