Redningsvæsen

Brandfolk kan redde i højden

Skinnende ny og rød lifttender kan skydes 25 meter op

HOBRO:Den lørdag eftermiddag væltede røgen pludselig op fra kælderen under etageboligerne i Horsøparken. Opgangen var fyldt, og på anden sal kunne en dreng ikke komme ud. Han stod på altanen, og røgen var begyndt at genere ham. Så rullede Falck sit nye vidunder frem. Den funklende røde lifttender skød kurven med en brandmand frem, og han reddede drengen ned til trygheden. Det var 12. februar og første gang, at Falck i Hobro havde sin nye lifttender i en skarp aktion. Vognen blev indkøbt for få uger siden og er et spark opad til sikkerheden for både borgere og brandfolk. Falck i Hobro har kontrakt med Hobro og Nørager om slukning i de to kommuner, og i går blev den nye maskine præsenteret for kommunernes beredskabskommission. Borgmester Jørgen Pontoppidan fra Hobro, formand for kommissionen, fik en prøvetur 25 meter over Falck-stationen på Fynsvej. Desuden talte Hobros beredskabschef Johannes Holm Iversen og Falcks stationsleder Peter Kristiansen varmt om maskinens evner og værdi. God til skorstensbrande Den forbedrer brandfolkenes muligheder for at redde mennesker ud af brændende og røgfyldte bygninger. Den byder også på en kraftig forbedring af arbejdssikkerheden for redningsmandskabet. Blandt andet ved slukning af skorstensbrande. - Før kravlede folkene via stige op på taget og var spændt fast til sikkerhedsliner, når de skulle rense en brændende skorsten og på den måde slukke ilden. Nu kan de hæves op i liften og meget hurtigere, lettere og mere sikkert komme til, forklarer beredskabschef Johannes Holm Iversen. Stationsleder Peter Kristiansen er overbevist om, at beredskabet har fået et løft i den gode retning. - Der er ingen tvivl om, at vi kan yde en bedre indsats ved slukning og redning i f.eks. beboelsesejendomme i Adelgade, på plejehjemmene og på sygehuset. Det bliver lettere at evakuere folk, siger han. I praksis vil liften dog næppe kunne arbejde til øverste etage af Hobro Sygehus, men her er sikkerheden i øvrigt så god, at risikoen for en farlig situation er meget lille, mener Falck-lederen. 1,7 millioner kroner Falck dykker i lommen for at betale de 1,7 millioner kroner for den nye lifttender. Men pengene kommer ind over de næste mange år i form af ekstra betaling fra Hobro og Nørager Kommuner. Lifttenderen afløser et forældet udstyr. Det bestod af en 18 meter stige på en trailer fra 1971, der blev trukket af en Toyota Landcruiser fra 1980.