Redningsvæsen

Brandfolk nåede frem i tide

Beboere i sommerhus hindrede større brand.

Brandvæsnet i Jammerbugt Kommune blev tirsdag kl. 10.33 kaldt ud til brand i et toetages sommerhus på Jennavej ved Grønhøj Strand nær Ingstrup. Brandvæsnet nåede frem ni minutter senere, og det var i tide til at få slukket ilden. Den var opstået i en el-installation i stueetagen nær loftet og dermed nær etageadskillelsen til 1. salen. - Ilden var netop brudt igennem loftet til gulvet på overetagen, men vi nåede frem i tide til at få den slukket, så det ikke udviklede sig, oplyser indsatsleder Niels Nygaard fra beredskabet i Jammerbugt. Lukkede døren Dog havde det stor betydning, at beboerne i udlejningshuset havde handlet helt korrekt. - De havde lukket døren ind til ilden, så den fik dårligere betingelser for at udvikle sig. Derefter gik de udenfor og ventede på os, siger Niels Nygaard. Han oplyser, at set med en brandmands øjne slap huset med minimale skader efter branden.