Redningsvæsen

Brandfolk sparkede døren ind

Mand satte sammenkogt ret over og lagde sig til at sove

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:En mand fra Aalborg kan takke brandfolk fra Beredskabscenter Aalborg for, at han ikke nåede at indånde en masse skadelige røgpartikler onsdag aften.

Manden havde sat en sammenkogt ret over, men kort efter faldt han i søvn på sin sofa i lejligheden på Cort Adelers gade i Vestbyen i Aalborg.

Andre beboere i ejendommen opdagede røgudvikling fra lejligheden og slog alarm.

- Beboeren åbnede ikke, da vi ringede på, så vi sparkede døren ind for at komme ind til ham, oplyser indsatsleder Jacob Schmidt fra Beredskabscenter Aalborg.

Beboeren forklarede, at han havde været meget forkølet og ikke havde sovet ordentligt i et par dage.

Men han faldt tilfældigvis i søvn, mens han var i gang med at lave mad og opdagede altså ikke, at der kom lidt for meget røg fra køkkenet.

- Der var som sådan ikke fare på færde, men han kunne have indåndet skadelige røgpartikler, så det var godt, vi kom ind til ham, siger Jacob Schmidt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.