Lokalpolitik

Branding idé: Udlevering af lommelygter til turister

MØRKE:Det kan godt være, at vi som skatteborgere og vælgere bosiddende i Aalborgs yderområder skal leve med slukket gadebelysning i perioden fra 1. juni til 30. september, men jeg synes bestemt, at vi bør beskytte vore turister og udstyre dem med lommelygter, så de kan finde sikkert hjem. Så har de jo også et blivende minde om Aalborg – vild med verden… og slukkede gadelamper - fristes man til at sige. Når en så fremadrettet og innovativ en beslutning træffes på et højt pædagogisk niveau, er det jo tillige dejligt at se, at flertallet i byrådet går forrest og viser borgerne, at de allerede har skruet godt ned for lyset i pæren. Jeg vil sluttelig ligge mig i slipstrømmen af Sigvard Sigvardtsen, der på byrådsmødet nævnte, at Aalborg var en af de første byer herhjemme, hvor vejbelysningen blev tændt. Nu tager vi så den gule førertrøje på igen – og er den første by, der slukker for det. Godt gået.