EMNER

Branding-kampagne i fire jyske amter er slut

HJØRRING:Lidt over 700 borgere i fire amter har netop deltaget i en undersøgelse, hvori Hjørring Kommune efterlyser en række oplysninger, der skal bruges i det fremtidige arbejde med at markedsføre (brande) kommunen. Deltagerne kommer fra Nordjyllands Amt, Viborg Amt, Aarhus Amt og Ringkøbing Amt, og spørgsmålene søger svar på en lang række spørgsmål, der alle handler om Hjørring. - Vi har bl.a. spurgt om folks kendskab til Hjørring og om hvorvidt kendskabet er positivt eller negativt, og vi har spurgt om hvorvidt deltagerne kunne overveje at flytte til Hjørring Kommune - og hvad der eventuelt kunne få dem til det, siger Hjørring Kommunes Brandingmanager, Torben Stampe Henningsen. Undersøgelsen har i sig selv fungeret som en slags markedsføring, og er på den måde med til at gøre opmærksom på Hjørring Kommunes eksistens. Resultaterne af undersøgelsen bliver først offentliggjort i næste uge, idet økonomiudvalget først skal orienteres og have mulighed for at kommentere undersøgelsen.