Redningsvæsen

Brandmænd søges i Mou

To deltidsbrandmænd er stoppet inden for kort tid

MOU:Yngre kræfter skal tage over, hvor ældre og rutinerede netop har sluppet. Det er ønsket fra brandstationsleder Torben Andersen. - Vi har én, der stoppede 1. juni og så er der én til, som stopper 31. juli. Derfor leder vi efter to erstatninger, siger Torben Andersen. En af de to, der stopper, er sognepræst Steen Thomsen, der flytter til Aalborg. En rutineret brandmand, ganske såvel som den anden, men Torben Andersen vil gerne se yngre kræfter gå ind og tage over. - De skal helst være mellem 20 og 30 år, men lidt ældre kan også bruges. Derudover vil det være rigtig godt, hvis de har en branduddannelse i forvejen, hvilket mange unge mænd har efter aftjent værnepligt i Civilforsvaret. Ellers giver vi dem branduddannelsen på vores skole i Randers, forklarer Torben Andersen. Udover ovennævnte kriterier, skal eventuelle deltidsbrandmænd in spe arbejde i området og kunne møde ind på brandstationen inden for fem minutter, når alarmen går. Hvad venter der så af opgaver for de to udvalgte? - Vi er ude cirka en gang om ugen, og det er alt lige fra et overtændt hus til ild i affaldssække eller en -container. Det kan dog også gå værre for sig. I1990 var der brand i Portlandmosen, og brandmændene var derude i tre dage, før branden var bekæmpet. Torben Andersen husker tydeligt opgaven. Den og det daglige arbejde er med til at skabe en speciel stemning på Vester Fjordvej. - Vi har et godt kammeratskab nede i klubben, som vi kalder Branddaskerne. Her holder vi grilfest og julefrokoster og hygger os, som er en stor del af det, fortæller Torben Andersen, der selv har et par emner i kikkerten, men opfordrer interesserede i at skrive en ansøgning til brandstationen.