Brandøvelse i Mou

Hårdt kvæstede frivillige fra Hadsund reddet ud af brændende skole

MOU: Brandfolkene troede de skulle til en brandøvelse på Rådhuset, men på vej mod Storvorde blev de omdirigeret til Mou Skole, hvor der er sket en eksplosion og udbrudt brand, og så kører en realistisk øvelse i brandslukning og førstehjælp. Ved indsatsleder John Nielsens ankomst til skolen får han at vide, at der er sendt bud efter ambulancer, og at han skal koncentrere sig om branden og redde de fem personer, som stadig er i bygningen. - Har I fundet flere personer, lyder en kraftig stemme. Radioerne op til røgdykkerne virker ikke tilfredsstillende. Derfor den råbende kommunikationsform. Først klokken 18:44 kommer røgdykkerne ud med det første offer, men der savnes fortsat tre. Slanger bliver lagt ud. Et nyt røghold er ved at gøre sig klar. Der savnes fortsat tre personer. - Hun er død, forlyder det. Der bliver øvet i førstehjælp på de to, der er hentet ud. Forbinding af store sår. Hjælp til knoglebrud og genoplivningsøvelser. - De gjorde det så realistisk, at forbipasserende troede, at det var brand i den gamle skole i Mou. Indsatsleder John Nielsen fortæller om to damer, der blev meget forskrækkede, da så røgen strømme ud fra to vinduer på første sal. Der er store forberedelser i forbindelse med sådan en øvelse, alt skal planlægges ned til mindste detalje, hvis den skal virke realistisk, og sådan at deltagerne kan lære noget af øvelsen. For det første må brandfolkene ikke vide noget om, at det er en øvelse, og derfor havde beredskabschefen Flemming Knudsen allieret sig med brandfolk fra Hadsund. Fire brandfolk fra Hadsund agerede ofre. De var sminkede, så de nærmest lignede lig, hvad de meget vel kunne være blevet til, hvis det havde været en rigtig situation. Det var brandchefen Elin Aasted, der var udstyret med et benbrud, Dorthe Christensen og Niels Svenstrup Nielsen havde hjertestop og Tommy L. Kristensen fik svære forbrændinger. De fire brandfolk blev placeret forskellige steder på første sal af skolen. De havde fået en grundig instruktion om, hvordan de skulle forholde sig. Det var ikke nogen let en sag første gang at skulle agere offer i et lokale total fyldt med røg. Og hele skolen blev fuldstændig dækket af røg. Det var ikke muligt at se mere end 25-30 centimeter frem for sig. Chefen Flemming Knudsen var yderst taknemmelig for den hjælp, Mou Brandvæsen havde fået fra de frivillige fra Hadsund Beredskab og Gunnar Dahl fra Falck Hadsund, der stod for det, der handlede om sminkning og førstehjælp. Under hele øvelsen havde Flemming Knudsen og førstehjælpsinstruktør Gunnar Dahl meget travlt. De holdt godt øje med, hvordan der blev arbejdet, og alle deres observationer skal bruges til at gøre alle klar over, hvordan man kan køre tingene i den ægte situation, når det virkeligt gælder. - De skal ikke bruges til at slå folk oveni hovedet med, understreger Flemming Knudsen. Efter øvelsen - da alt var ryddet op og gjort rent - var der tid til biksemaden og en snak om, hvad man havde været ude for.

Forsiden