Farsø

Brandslukning i højderne

Lifttender udviklet til Aars er på vej til som ny standard i Falck

AARS:Byer bli'r højere, men høje huse kan også bryde i brand. Derfor var det på en måde et helt uomgængeligt ønske Falck-stationen på Markedsvej i Aars fik opfyldt i går, da stationen fik sin nye lifttender. "Miraklet", der kan skyde sin lille kurv med tilhørende brandmand op i 27 meters højde, vil dermed kunne slukke ilden, selv hvis uheldet skulle være ude i egnens højeste etagebyggerier i Bymidten i Aars. Efter at have opgivet at købe en standardlifttender har Falck sammen med virksomheden Danilift i Farsø fået konstrueret en vogn, der er så optimal, at den nu bliver den nye standard i Falck. Det er stationsleder Tommy Sørensen glad for af minds to grunde. På én gang har Vesthimmerland fået en virksomhed med ekspertise på området og et multifunktionelt køretøj, der ud over sine evner i højden fragter to ton vand, 500 meter slange, kan bevæges i alle nødvendige retninger og - om nødvendigt - tanke ekstra vand fra vandhuller og søer. - Vi har kort sagt fået et multikøretøj, der kan klare sig selv, konstaterede han ved overtagelsen.