EMNER

Brandsprøjte reddet af fondsmidler

Spar Nord-fonden gav 9000 kroner til hjælp. I alt 35.000 kroner blev fordelt i Farsø

HVALPSUND:- Det er et mirakel, at den gamle brandsprøjte ikke er gået i stykker. Ordene kommer fra herregården Hessels daglige leder, Johnny Højgaard. Han tænker med gru tilbage på de mange gange, hvor den mere end 100 år gamle hestetrukne brandvogn har været brugt til de traditionelle hestedage på herregården. - Ja, sprøjten har jo været ude for lidt hårdhændet brug, og da jeg så den blive kørt på tværs af plovfurerne ved sidste hestedag på Hessel, måtte jeg sige stop, fortæller Johnny Højgaard. Men nu er den gamle vogn blevet restaureret, og det er blandt andet sket med midler fra Spar Nord-fonden. Fonden har givet 9000 kroner til hjælp, og allerede nu står vognen som den så ud, da den i sin tid blev gjort færdig. - Jeg ved ikke præcist, hvor gammel vognen er, men den har i hvert fald stået på Hessel i mere end 25 år, siger Johnny Højgaard. Han fortæller, at brand-sprøjten indgik i beredskabet i Tjele Kommune, inden venlige mennsker fik bragt den i Hessels varetægt. En konservator fra konservatorværkstedet i Nordjyllands Amt har kigget på vognen, der nu er i en sådan stand, at den igen kan bruges til sit formål. - Jeg er sikker på, at den gamle sprøjte er mere effektiv end det moderne slukningsmateriale, vi har her på stedet, siger Johnny Høj- gaard. - Med fire mand ved pumpen er der rigtigt meget tryk på vandet, siger museumsinspektøren. Fire lokale priser I alt fire foreninger eller institutioner fra Farsø Kommune blev beriget ved prisuddelingen, der fandt sted i Dronning Ingrid-hallerne mandag eftermiddag. Farsø Gymnastikforening fik 5000 kroner til hjælp til en ny overlagsmåtte. Måtten bruges i forbindelse med spring-gymnastik, og da foreningen til stadighed får nye medlemmer - især børn - bliver materiellet hurtigt slidt. Farsø Petanqueklub har efterhånden seks år på bagen, og med 34 aktive medlemmer er de nuværende fire baner ikke længere nok. Klubben havde derfor søgt om midler til etablering af en ny bane, som medlemmerne selv vil lave. Dén ide købte Spar Nord-fonden, og der var derfor 2500 gode danske kroner til klubben. Endelig havde Johnannes V. Jensens Lydarkiv i Farsø søgt om midler til hjælp i forbindelse med overføring af 47 timers båndoptagelser til cd-mediet. Optagelserne rummer blandt andet en del af Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier, og Spar Nord-fonden valgte at støtte initiativet med 5000 kroner. Lydoptagelserne er på nuværende tidspunkt allerede overført til cd.