Brandstiftelser

Brandstiftelse for Vestre Landsret

Ethvert spor af Blenstrup Kro er for længst væk, men mere end to år, efter at kroen udbrændte,

sættes der i den kommende uge sidste punktum i Vestre Landsret for det retslige efterspil. For godt et år siden fastslog byretten i Terndrup, at det var ejeren af Blenstrup Kro, Kenneth Frank Butler, der satte ild til kroen i sommeren 2001. Han fik en dom på halvandet års fængsel - hovedsageligt for brandstiftelse, men dommen omfattede også vold og spirituskørsel. Kroejeren har hele vejen igennem bedyret sin uskyld, og dommen blev da også anket på stedet. Mandag og tirsdag oprulles begivenhederne fra natten mellem 25. og 26. juli igen, og 15 vidner skal være med til at kaste lys over en sag, hvor de tekniske beviser ikke med sikkerhed har fastslået, hvem gerningsmanden til brandstiftelsen var. - Der er kun indicier, der peger på min klient, fastslår advokat Ken Ellemose, der forsvarede kroejeren i i byretten og også varetager den rolle i Landsretten. Han mener, at byrettens dom hviler på et så tvivlsomt grundlag, at det i sig selv giver grund til at prøve sagen i Landsretten. - Jeg synes, at der er en række ting i hændelsesforløbet, som tyder på, at det i hvert fald ikke var en bevidst handling, hvis det overhovedet var min klient, der gjorde det, siger Ken Ellemose. Han mener, at der i denne sag er en god chance for, at Landsretten vil gå imod byretten, men erkender, at det bliver "op ad bakke" for hans klient. - I en sag om brandstiftelse er bevisbyrden lidt anderledes. Der lægges forholdsvis stor vægt på motiv og mulighed, og det ser jo ud, som om min klient var den sidste på kroen inde branden, siger han. Blandt vidnerne er kroejerens daværende samlever, som i retten får bistand af sin egen advokat.