Brandstifter på lukket afdeling

33-årig idømt behandlingsdom efter attentat mod 84-årig overbo

Brandstiftelser 1. maj 2003 08:00

AALBORG: Ganske som forventet blev en 33-årig brandstifter idømt psykiatrisk behandling for en handling, der nemt kunne have kostet andre mennesker livet i en opgang i Aalborgs vestby. Manden lider af paranoid skizofreni - det vil med andre ord sige, at han er sindssyg - og derfor er han ifølge lægerne ikke egnet til almindelig straf. Den anbefaling fulgte byretten i Aalborg. Benzin ind ad brevsprækken Natten til 31. august satte den 33-årige ild til overboens lejlighed i Steen Billes Gade, og allerede i det efterfølgende grundlovsforhør erkendte han, at han havde hældt benzin ind ad brevsprækken i entredøren og sat ild til væsken med en lighter. Ikke nok med at der gik ild i brevsprækken, men også den stråle af benzin, som stod ud af tuden på reservedunken, brød i brand. Den 33-årige smed dog ikke dunken fra sig, men stillede den op ad entredøren og gik sin vej. Til alt held vågnede den intetanende beboer - en 84-årig kvinde - da røgalarmen hylede løs, og det lykkedes kvinden at redde sig ud gennem entredøren, selv om hele indgangspartiet stod i brand. I retten erkendte brandstifteren, at han havde udført det planlagte brandattentat. Nogle dage forinden købte han en reservedunk i Bilka og fyldte den med benzin, som han købte på en tankstation. Det bekræfter videooptagelser fra Shell-tanken på Vestre Fjordvej. Ude efter "de andre" Selv om ildspåsættelsen var planlagt, var den ikke direkte rettet mod den 84-årige overbo, lød forklaringen fra brandstifteren. Det var "de andre" i ejendommen, som han ville have ram. Hvem disse personer er, kom han ikke nærmere ind på, og udsagnet fremstod i retten klart som en af de vrangforestillinger, der plager den 33-årige. Han forklarede, at han følte sig chikaneret af "de andre", og at de bevidst havde lukket gas ind i hans lejlighed, trampet i gulvet, kradset på hans døre og kastet på vinduerne. Byrettens dom betyder, at det er op til lægerne på den psykiatriske afdeling at vurdere, hvornår den 33-årige i givet fald kan udskrives. Da han har begået personfarlig kriminalitet er der ikke sat nogen længstetid på behandlingen. I første omgang bliver han anbragt på en lukket psykiatrisk afdeling, men det er hensigten, at han med tiden skal overføres til den såkaldt retspsykiatrisk afdeling, der er specialiseret i at tage sig netop af sindssyge kriminelle.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...