EMNER

Brandstifter stadig på fri fod

En yngre mand blev både anholdt og løsladt i sagen. Politiet har nu ingen mistænkte

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Politiets teknikere undersøgte tirsdag værtshuset Fort Indian efter branden mandag morgen. Undersøgelsen medvirkede til, at en yngre mand blev løsladt i sagen, efter at han mandag aften var blevet anholdt. Politiet har nu ingen mistænkte for ildspåsæ

For Thisted Politi lignede det længe tirsdag, at et gennembrud i sagen om ildspåsættelsen på værtshuset Fort Indian var på vej. Det skete imidlertid ikke, og gerningsmanden er stadig ikke fundet. En yngre mand blev ellers anholdt i sagen mandag aften kort før klokken 22, efter en overvågningsvideo fra branden var blevet vist i TV Midt/Vest. En person mente at genkende manden på billederne og gav også et muligt motiv til branden, og det sendte efterforskerne til en adresse i Thisted. De brandtekniske undersøgelser tirsdag formiddag af værtshuset i Storegade samt en ransagning af mandens bopæl gav dog ikke Midt- og Vestjyllands Politi grundlag for at fremstille manden i et grundlovsforhør. - Den mistænkte lignede manden fra overvågningsbillederne, men nu er der ikke andet, som tyder på, at det er ham, og derfor er han løsladt igen, fortæller kriminalassistent Erik Krogh Pedersen. Sigtelsen af manden er dog opretholdt endnu af tekniske årsager, men frafalder, hvis der fortsat ikke er noget, som knytter den yngre mand til branden. Thisted Politi har ingen nye mistænkte i sagen, og de håber derfor på hjælp fra borgerne igen. - Vi er dér, hvor vi var mandag. Vi vil nu prøve at finde ham via vores undersøgelser, men vi håber også, at der er andre, som reagerer på videoovervågningen og kan genkende noget, siger Erik Krogh Pedersen.