Brasilianer under lup

19-årig forsvarsspiller skal vise sit værd for AaB

Diego…Diego… Den tidligere AaB'er Diego Tur havde plads i mange tilhængeres hjerter på Aalborg Stadion. Måske får de noget der ligner i dette forår. Tilråbene ligger i hvert fald lige for, hvis sportsdirektør Lynge Jacobsen og cheftræner Erik Hamrén satser brasiliansk i midterforsvaret. Thiago….Thiago….. Det er noget nemmere end Thiago Junio de Aquino, en 19-årig håbefuld midtstopper fra Atlético Mineiro i Brasilien. Mod forventning var han eneste prøvespiller på plads til dagens eftermiddagstræning, men Caio Ziller, der har ansvaret for brasilianernes europæiske interesser, regner dog med et par angribere op til weekenden. - Han har en fin udstråling og indstilling, konstaterede Hamrén, mens han overværede assistenttræner Allan Kuhns enetræning med den mørke midtstopper. - Men det er alt for tidligt at sige noget om hans fodboldmæssige evner. Caio Ziller forklarer, at Thiago er nøje udvalgt, fordi det forventes at han som en af de få unge brasilianske spillere kan klare omstillingen til Skandinavien, både socialt og fodboldmæssigt, men advarer dog mod at forvente alt for meget her og nu. - Det tager tid, men han er en smart spiller og lærer hurtigt, siger den veltalende brasilianer på formfuldendt engelsk, og remser derefter Thiagos CV op : To kampe på det brasilianske U-landshold og i truppen ved U17-VM for to år siden – spillet tre stævner i Europa med finalesejr i den seneste over Arsenals U19 – forstår engelsk ( usædvanligt på de kanter) og anfører på alle ungdomshold. - En naturlig ledertype, der er vant til at dirigere et forsvar, og så sparker han lige godt med begge ben, påstår Ziller. En påstand, der dog ikke helt holder vand i en let afleveringsøvelse over 15 meter. Venstrebenet ser lidt kejtet ud på de halvtliggende vristspark, men nu har han de næste otte dage til at overbevise Erik Hamrén om sine evner.