Brasiliansk landstræner: Neymar får comeback mod Kroatien

Neymar skal efter planen på banen Brasiliens testkamp mod Kroatien, oplyser landstræner Tite.

Neymar har ikke været i aktion, siden han blev skadet for Paris Saint-Germain 25. februar. Foto: Oli Scarff/arkiv/Ritzau Scanpix

Neymar har ikke været i aktion, siden han blev skadet for Paris Saint-Germain 25. februar. Foto: Oli Scarff/arkiv/Ritzau Scanpix

Neymar får efter alt at dømme comeback i Brasiliens testkamp mod Kroatien søndag eftermiddag.

Landstræner Tites plan er nemlig at sende Paris Saint-Germain-stjernen på banen i anden halvleg.

Det siger han på pressemødet forud for testkampen, der spilles i den engelske by Liverpool.

- Neymar? Han starter på bænken, fordi han stadig er på vej tilbage. Han kommer ind i pausen, siger Tite.

Testkampen er den næstsidste for Brasilien før VM-slutrunden i Rusland, hvor sydamerikanerne er i gruppe med Costa Rica, Serbien og Schweiz.

Neymar har siddet ude, siden han 25. februar blev skadet i sin højre fod og ankel i en ligakamp mod Marseille.

Til trods for skadespausen er han udset en nøglerolle på det brasilianske hold, der jagter oprejsning efter 1-7-semifinalefadæsen mod Tyskland på hjemmebane ved VM i 2014.

- Jeg ved ikke, hvem han skal ind i stedet for (søndag, red.). Han skal være vores stjernespiller, men de andre skal også stråle, siger Tite.

Den 26-årige verdensstjerne blev historiens dyreste fodboldspiller, da han før sæsonen blev købt fri i FC Barcelona for 1,65 milliarder kroner.

Neymar har spillet 83 landskampe for Brasilien og scoret 53 mål.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.