Brasilien banker Frankrig i fodbold-test

Brasiliens fodboldlandshold er klar til Confederations Cup efter test-sejr på 3-0 over Frankrig.

Brasilien banker Frankrig i fodbold-test

Brasilien var langt bedre end Frankrig i en testkamp i Brasilien søndag aften.

Brasiliens fodboldlandshold forbereder sig til Confederations Cup på hjemmebane, som begynder om en uge. Frankrig forbereder sig mest på sommerferie. Den forskel gav 3-0 til Brasilien i Porto Alegre.

Brasilianerne skabte meget mere, mens franskmændene spillede lidt uinspireret. Kun godt spil af målmand Hugo Lloris holdt gæsterne inde i kampen.

Hjemmeholdets første scoring kom fra Chelseas midtbanespiller Oscar knapt 10 minutter efter pausen.

Dernæst skulle brasilianerne helt hen til fem minutter før tid, før Hernanes øgede til 2-0 og Lucas Moura scorede på straffespark i overtiden.

Sidste søndag spillede Brasilien 2-2 mod England, og nu synes næste års VM-værter klar til Confederations Cup, som også tjener som en test-turnering forud for næste års VM-slutrunde.

Brasilien og Japan spiller åbningskampen i Confederations Cup i byen Brasilia på lørdag. Finalen spilles i Rio de Janeiro den 30. juni.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.