Brasilien runder 120.000 coronarelaterede dødsfald

Det sydamerikanske land er kun overgået af USA målt på antallet af dødsfald under pandemien.

En person død med coronavirus bliver begravet på en kirkegård i byen Manaus. Brasilien har lørdag passeret 120.000 døde under pandemien. (Arkivfoto)

En person død med coronavirus bliver begravet på en kirkegård i byen Manaus. Brasilien har lørdag passeret 120.000 døde under pandemien. (Arkivfoto)

BRASíLIA: Brasilien har lørdag passeret 120.000 coronarelaterede dødsfald. Det sker, efter at landets sundhedsministerium de seneste 24 timer har registreret 41.350 nye tilfælde af coronavirus og 758 døde.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til søndag dansk tid.

I alt har det sydamerikanske land med omkring 212 millioner indbyggere nu registreret 120.262 døde og 3,8 millioner smittetilfælde siden pandemiens begyndelse.

Det svarer til 56,6 døde per 100.000 indbyggere.

Ud af landets 3,8 millioner smittetilfælde er 3,1 million meldt raske igen, viser tal fra Johns Hopkins University.

Målt på antallet af døde er Brasilien det næsthårdest ramte land i verden under pandemien. Landet er kun overgået af USA, der har registreret 182.665 døde under pandemien.

På trods af de mange dødsfald er antallet af nye smittede og døde i Brasilien begyndt at stabilisere sig de seneste uger.

Alligevel advarer Christovam Barcellos, der forsker ved sundhedsinstituttet Fiocruz i Rio de Janeiro, om, at Sydamerikas største land er langt fra at have fået styr på pandemien.

- Brasilien er unik i verden. Siden pandemiens start har landets kurve været anderledes end andre landes - meget langsommere, siger Barcellos lørdag til nyhedsbureauet AFP og tilføjer:

- Kurven har stabiliseret sig nu, men på et meget farligt niveau med omkring 1000 dødsfald og 40.000 smittetilfælde om dagen. Og Brasilien er stadig ikke over toppen (af udbruddet, red.), siger han.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, er under pandemien blevet kritiseret for sin håndtering af krisen.

Han har flere gange nedtonet alvoren af at blive smittet med coronavirus og angrebet guvernører og borgmestre, der har indført restriktioner for at inddæmme spredningen af virusset.

Det er på trods af, at Bolsonaro i starten af juli selv måtte gå i karantæne efter at være blevet testet positiv.

Efter at være blevet raskmeldt sagde præsidenten i starten af august, at den brasilianske befolkning ikke skal frygte at blive syg med covid-19.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.