Brasilien tæver Spanien i dramatisk mini-VM-finale

Spanien brændte et straffespark, og det røde kort røg op af dommerens baglomme i Confederations Cup.

Brasilien tæver Spanien i dramatisk mini-VM-finale

Det brasilianske fodboldlandshold bankede natten til mandag dansk tid overraskende de regerende europa- og verdensmestre fra Spanien i finalen ved Confederations Cup.

Brasilien vandt 3-0 i en guldkamp, hvor der både blev uddelt rødt kort og skudt fra 11-meter-pletten.

Allerede efter to minutter gik det galt for de spanske stjerner. Brasiliens Fred sendte bolden i nettet, og fodboldfesten var i gang for hjemmeholdets fans på det kendte Maracaña-stadion i Rio de Janeiro.

Kort før pausen hamrede den nyindkøbte FC Barcelona-stjerne Neymar bolden op under overliggeren med et kraftfuldt venstrehug, og Brasilien gik til pause med en 2-0-føring.

Men tiden i omklædningsrummet hjalp ikke Spanien, som virkede trætte i benene efter torsdagens semifinaleopgør mod Italien - en kamp, der blev afgjort efter straffesparkskonkurrence.

Cirka to minutter efter pausen scorede Brasiliens Fred sit andet mål. Kort tid efter fik Spanien chancen for at komme tilbage i opgøret på et straffespark, men Sergio Ramos missede målet.

Den forfærdelige fodboldaften blev fuldendt for Spanien i det 68. minut, da Gerard Piqué fik det røde kort. Han kom for sendt i en tackling mod Barcelona-holdkammeraten Neymar og måtte forlade banen.

Spanien var inden opgøret ubesejret i 29 kampe, hvor der har været noget på spil. Sidste nederlag var i åbningskampen ved VM i Sydafrika i 2010, hvor holdet tabte 0-1 til Schweiz.

De brasilianske fodboldfans har derimod i de seneste år mistet noget af troen på deres landshold. Derfor var finalesejren vigtig for sambalandet, som afholder VM næste år.

Confederations Cup kaldes også for mini-VM og betragtes som en generalprøve forud for verdensmesterskaberne i fodbold i 2014.

Neymar blev efter finalekampen hædret som turneringens bedste spiller. Han scorede fire mål under Confederations Cup.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.