Brasiliens udskældte præsident: Vi er klar til VM

Brasilien vil modtage fodboldfans fra hele verden med åbne arme, lover Dilma Rousseff efter protester.

Brasilien er helt klar til at være vært for fodbold-VM, siger landets præsident, Dilma Rousseff, inden kampstart torsdag.

Hun afviser kritik over forsinkelser, overforbrug og kaos i forberedelserne til den store sportsbegivenhed.

Det har været et hårdt arbejde at organisere VM, erkender Rousseff, men hun slår fast, at de 12 stadioner er færdige, og at brasilianerne vil modtage fodboldfans fra hele verden med "åbne arme" som på Rios berømte vartegn, Kristus-statuen.

- Brasilien overkom de største forhindringer og er klar til turneringen på og uden for banen, siger hun i en tv-tale.

- Pessimisterne ... er blevet besejret ved hjælp af hårdt arbejde og målbevidsthed hos det brasilianske folk, der aldrig gav op, lyder det fra præsidenten, der tilføjer, at turneringen vil efterlade en varig arv af værdifuld infrastruktur.

Opførelsen af stadionerne og netop infrastrukturen har ellers været plaget af forsinkelser og budgetoverskridelser, der har kostet Brasilien milliarder.

Arbejdere har været nødt til at knokle til det sidste for at få gjort det stadion i São Paulo, som huser åbningskampen mellem værtsholdet og Kroatien torsdag, færdigt.

De vilde udgifter til begivenheden har i flere omgange været årsag til voldsomme protester, hvor folk har klaget over stigende transportpriser, og at pengene ikke i stedet er gået til hospitaler og uddannelse.

- For ethvert land er det at arrangere en turnering som at spille en kamp. Man sveder og lider ofte, og der er mulighed for forlænget spilletid og straffespark. Men slutresultatet og fejringen gør umagen værd, siger Dilma Rousseff.

Selvom protesterne er aftaget over den seneste tid, truer metroarbejdere med at strejke torsdag.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.