Bravo til hele verden

Turisme 11. marts 2007 05:00

Bravo Tours har taget hul på hele verden. Det Herning-baserede rejsebureau har netop sendt et katalog på gaden, der bærer tilnavnet XL - det står for X-tra langt. Bravo Tours tog så småt hul på de rejsemål, der ligger meget langt væk sidste år, da bureauet tog det fjerne Østen med på programmet. - Og det gik rigtig godt, fortæller direktør Peder Hornshøj. Så i år går man et skridt videre og præsenterer rejsemål i Mexico, Costa Rica, Australien og New Zealand - foruden landene i Asien naturligvis. - Folk har fået øjnene op for verden, og så er det blevet væsentligt billigere at rejse. Og så kan vi tydeligt mærke, at folk har bedre råd, siger Peder Hornshøj. Men turisterne stiller krav til bureauerne. De vil ikke nøjes med at ligge på en strand - lige meget hvor eksotisk den er. - Folk vil gerne have oplevelser. Så der er stor efterspørgsel på rundrejser. Det er faktisk kommet lidt bag på mig, hvor stor efterspørgslen er, siger han. Det er først til efteråret, at det for alvor går løs med Bravo Tours Xl-program. De fleste af destinationerne er bedst at besøge, når vi har efterår eller vinter. Dog vil der være rejser til Kina og Thailand hele året rundt. De fleste af rejserne har deres startbane i Københavns Lufthavn, men til alle turene er der mulighed for tilslutningsfly fra Aalborg, understreger Peder Hornshøj. Rejserne til de fjerne lande foregår med de almindelige rutefly som SAS, Lufthansa, Continental, Thai Air og hvad de nu hedder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...