Bravour så det basker

"Nøddeknækkeren"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der bliver ikke sparet på kostumer, parykker og kulisser i optrinene. Det ligner noget fra før murens fald.

Nøddeknækkeren er lig med hyggelig julestemning for hele familien. I Tatarstan Ballettens version er den dertil nøjagtig lige så flødesød, romantisk og dejligt kvalmende som julen selv. Skønagtig for de, som kan lide det. Ekvilibristisk for resten. Helt efter bogen er der ikke sparet på den store patos, som kun russere mestrer. Der er heller ikke sparet på stærke, teknisk dygtige og samtidig meget udtryksfulde solister. Korpset derimod brillierer ved at være en stribe meget ens piger, som evner at have en og samme mening om, hvordan koreografien skal skæres. Herrene i korpset formår dertil også at fremtræde individuelt og personligt i en række mindre roller. Det er i det hele taget en dejlig forestilling. Ingen lange passager, hvor man taber gejst. Alle ryger ud og ind i et utal af forskellige numre og kostumer, og vi er dejligt underholdt fra først til sidst. Ikke mindst pga. Tjajkovskijs velkendte, kønne toner, som leveres levende fra orkestergraven. Med tempi, som var det en pladeindspilning, kræves der god kontakt mellem dirigent og dansere, og der er der. Aftenens højdepunkt er helt klart "Snefnuggende" i slutningen af første akt. Med den dalende sne og langbenede piger i hvide tutuer med palietter er vi der, hvor man kun kan komme i balletproduktioner eller Disneys tegnefilm. Meget kønt. Solisterne - især Sukkerfeen og Prinsen - satte gang på gang trumf på med uovertruffen teknik og et meget indtagende ydre. De fås ikke meget bedre. Sikre som Amen i kirken. Bravour så det basker. Så er der jo altid det ved russiske balletkorps, at de på nogle områder er dansetekniske genier i smukt kostumerede optrin her som musene og tinsoldaterne, mens der så pludselig kommer artefakter og kostumer ind, som ligner noget fra før murens fald. Således sås det allermest kendte nummer - Blomstervalsen - som en stor gang candy floss i rosa og lyselilla. Også til herrene, der oveni var iført Mozartparykker. Så vælter billedet let, ligesom det også sker, når lyset bliver dæmpet ved nærmest at slukke på kontakten. Men det er i småtingsafdelingen i det samlede hele. En stor andel i at gøre aftenen så vellykket har Rolf Ruggaard, som med sin pædagogiske, underholdende introduktion kan fange os alle, hvadenten vi ved noget om ballet og balletmusik eller ej. Vi kommer hele vejen rundt om handlingen, men får også placeret balletten i forhold til andre balletter, komponister, forfattere, fine folk der talte fransk i gamle dage, citater fra andre komponister osv. Meget oplysende og underholdende. Tatarstan Balletten er Ruslands fjerde største balletkorps; i 2007 modtog de af Putin kulturprisen. Forestillingen her var deres Danmarkspremiere og de fortsætter til Vejle, Randers, Sønderborg og Esbjerg. Endvidere besøger de i denne omgang også Herning og Holstebro med forestillingen Svanesøen. Anne Mette Busch kultur@nordjyske Tatarstan Balletten: "Nøddeknækkeren" Aalborg Kongres & Kultur Center, onsdag aften.