Bred aftale med fokus på det kollektive TRAFIK: Alle partier undtagen Enhedslisten er enige om trafik for 94 milliarder frem til 2020

KØBENHAVN:Det var et historisk trafikforlig, som i går blev indgået i Finansministeriet. Ikke fordi de 94 milliarder kroner frem til 2020 er noget exceptionelt, men fordi hovedparten går til kollektiv trafik, og fordi aftalen favner alle partierne på Christiansborg bortset fra Enhedslisten. Det var da også en glad transportminister, der kom ud af forhandlingslokalet sidste på eftermiddagen. - Det er en aftale, som betyder, at vi understøtter en højere mobilitet, samtidig med at det er bæredygtigt. Det er en grøn transportpolitik, og vi investerer massivt i den kollektive trafik, sagde Lars Barfoed (K). Den vurdering blev også delt af SF's forhandler Pia Olsen Dyhr, der for første gang siden 1998 fik SF med i en trafikaftale. - Det er fantastisk, at vi er med, men kun fordi vi har fået fingeraftryk. Jeg vil sige, at vægtningen mellem kollektiv trafik og veje er den rigtige. Vi har fået en milliard til cyklisterne, som blandt andet skal bruges til cykelbyer, hvor der bliver afsat omkrig 50 millioner om året, siger hun. I runde tal går en tredjedel af pengene til veje, mens resten går til kollektiv trafik som letbaneprojekter i Århus og København, samt til togsignaler og den såkaldte timeplan, der skal sikre, at der ikke er mere end en time i tog mellem hver af de fire største byer. Ikke økovision Selvom regeringen kalder planen grøn, så er der dog også plads til veje, men i fremtiden bliver det dyrere at bruge dem. - Regeringens grønne vision er jo ikke sådan en økovision, hvor man ikke kan flytte sig. Selv i en grøn dynamisk fremtid vil der være asfalt på vejene, men der er et enormt grønt perspektiv i at gøre bilerne billigere at købe, men dyrere at køre i, siger finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) som var med i de sidste timer. Når der var brug for finansministeren, så skyldes det, at der manglede penge til alle ønsker. Dem fandt parterne, og det glæder Socialdemokraterne. - Det er en rigtig god aftale. Vi fik fire milliarder mere lagt til. Det betyder blandt andet, at vi redder en del af busdriften, hvor vi har fået 1,3 milliarder. Der er også en milliard til cykler, siger gruppeformand Carsten Hansen. Prisen for de ekstra penge er, at tilbagebetalingstiden på Storebæltsbroen forlænges med nogle år, men Dansk Folkeparti var stadig også meget godt tilfreds. - Man udbygger den kollektive trafik, hvor det giver mening, men satser også på infrastruktur i landdistrikterne. Med den stigende ledighed er der blevet plads til at fremrykke vedligeholdelse, så det er en god aftale, siger Kristian Thulesen Dahl. De kommende dage vil folk rundt om i landet sikkert kigge forgæves efter deres egen projekter. Godt nok er der sat en masse undersøgelser i gang og måske bliver der endda penge til nogle af dem, men det er langt fra sikkert. - VVM-redegørelser er ikke det samme som vej, som Pia Olsen Dyhr udtrykker det.