Bred bænk bag ny sejr til FCN

Opløftende langtur til Falster - nordjydernes trup trimmet til 1. division

Nykøbing F. All FC Nordjylland 0-1 Fodbold, 1. division NYKØBING F: Normalt er det aktørerne på græsset, der afgør en fodboldkamp, men i aftes var FC Nordjyllands cheftræner Flemming Nielsen ikke utilbøjelig til at give sin stærkt besatte udskiftningsbænk æren for sæsonens fjerde sejr. - Vi har fået trimmet truppen meget sent. I dag blev det afgørende, at vi havde en meget god bænk, lød det fra en tilfreds Flemming Nielsen efter gevinsten, der sender nordjyderne op i midten af landets næstbedste række. Kampens afgørelse faldt allerede efter få minutters spil, da lejesvenden Bo Nielsen med sin fjerde scoring for hajerne betalte af på hyren efter et godt opspil, som effektivt blev sendt forbi hjemmeholdets keeper, Kevin Køltoft. Det unge Nykøbing-mandskab var spilstyrende gennem store dele af kampen. Til gengæld løb de gang på gang panden på FCN's solide forsvarsmur, som gennem samtlige 90 minutter holdt hjemmeholdets offensiv i et jerngreb. Også selv om nordjyderne i pausen blev tvunget til at tage forsvarsspilleren Kasper Svendsen ud, efter at han i slutningen af første halvleg fik et solidt trælår. Det betød rokeringer i de bagerste rækker, hvor Søren Jensen gled ind på pladsen som venstre back, mens Per Gade rykkede ind i det centrale forsvar. Samtidig ændrede Flemming Nielsen 4-4-2 startformationen til en 4-5-1 opstilling, da erstattede hurtigløberen Morten Larsen på højrekanten med energibundtet Phong Dao, mens Glenn Gundersen, som var med igen efter en skadespause på ti dage, blev trukket en anelse tilbage fra pladsen helt i front med Bo Nielsen, som dermed gennem hele anden halvleg var alene i front. - Defensivt spiller vi en fremragende kamp mod et hold, der satsede ét hundrede procent gennem hele kampen. Til gengæld fik vi aldrig rigtigt vores kontraspil til at fungere. Bo Nielsen burde måske have scoret et par mål i dag. Men heldigvis fik han scoret det, som viste sig at være nok, noterede Flemming Nielsen, som dermed fik den bedste optakt til endnu en tur til Falster, hvor de to klubber på onsdag tørner sammen igen - denne gang i landspokalturneringens 4. runde under Dansk Boldspil-Union. Kampfakta: Pausestilling: 0-1 Mål: 0-1 Bo Nielsen (3. minut) Advarsler: 65. minut: Kasper Rynkeby, FC Nordjylland. FCN, 4-4-2: Brian Ulstrup - Per Gade, Christian Jensen, Kasper Svendsen (46. minut: Søren Jensen), Jacob Berger - Thomas Kortegaard, Daniel Kristensen, Kasper Rynkeby, Morten Larsen (46. minut: Phong Dao) - Glenn Gundersen (75. minut: Thomas Buus ), Bo Nielsen. Dommer: Henrik Funder Kristensen Tilskuere: 770 i Nykøbing F. Idrætspark