Bred bekymring for retsstaten

PET får flere beføjelser og mere mandskab, men ingen har overblikket, siger tidligere PET-chef

Terrorisme 1. april 2006 06:00

KØBENHAVN: - I min tid som PET-chef vurderede man truslen om at blive indlemmet i en totalitær stat som værende alvorlig, uden at man af den grund begyndte at udhule retsstaten på en sådan måde, som der i dag lægges op til over for terrortruslen. Sådan sagde den tidligere chef for PET, Ole Stig Andersen, på en høring om den kommende udvidelse af PET med 150 folk fra Rigspolitiets særlige efterforskningsenhed (NEC). Den tidligere PET-chef er dybt bekymret for den oprustning hos PET, som regeringen er i gang, og han var ikke alene på gårsdagens høring, hvor også Advokatrådet fremførte en skarp kritik. Forbliver hemmeligt Med overflytningen af de "almindelige politifolk" fra NEC skal PET fremover også efterforske almindelig kriminalitet. Det skal godt nok ske efter normale regler, når en egentlig sigtelse er på vej, men Ole Stig Andersen frygter, at alt for meget af forarbejdet vil blive hemmeligt. Det vil gøre det svært for forsvaret at få det fulde overblik over sagen, når de skal forsvare deres klient, og dermed lider retssikkerheden. Det synspunkt blev bakket op af Gunnar Homann fra Advokatrådet. - Jo mere man begrænser forsvarets muligheder for at få overblik over den fulde sag, jo længere kommer man væk fra en retfærdig retssag. Samtidig med sammenlægning lægger justitsministeren også op til øgede beføjelser til PET, som skal have lettere adgang til telefonaflytninger og oplysninger fra offentlig myndigheder. Derudover vil den kommende politireform også spille ind, og så er det ifølge Ole Stig Andersen, at overblikket ryger. - Jeg synes, det ville være en god ide at få gennemtænkt hele PETs rolle, sagde han. Indlægget gjorde da også indtryk på retsudvalgets medlemmer. - Det er for mig et tegn på, at han oplever, at retsstaten er truet. Ellers ville han ikke gå så markant ud, siger SF's retsordfører Anne Baastrup. - Tingene forstærker hinanden, og betyder manglende demokratisk kontrol, lyder det fra Birthe Rønn Hornbech. PET's nuværende chef, Lars Findsen, forklarede sammenlægningen af PET og NEC med, at det vil give en bedre udnyttelse af ressourcerne. Gråzone Han erkendte samtidig, at der vil være nogle gråzoner, når PET skal efterforske almindelig kriminalitet. - Der vil være en gråzone, men vi har ingen intention om at tiltage os flere områder. Vores hovedfokus er antiterror, sagde han, og lovede samtidig mere kontrol. - Vi arbejder med en styrket egenkontrol. Ikke fordi, der har været nogle sager, men for at sikre, at tingene foregår rigtigt, sagde han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...