Bred enighed om budget- skitse

Lokalpolitik 10. september 2002 08:00

ARDEN: Borgerne i Arden Kommune skal også næste år betale 21,5 procent i skat til kommunen - og præcis som i år bliver grundskyldspromillen på 14. Samtidig er det lykkedes byrådet at undgå store nedskæringer og samtidig bevare serviceniveauet nogenlunde intakt, sagde borgmester H. C. Maarup på Arden Byråds møde i aftes, da budgettet blev førstebehandlet i fred og fordragelighed. Lisbet Toft (S) fortalte, at det er første gang, hun er med til at lægge budget, og at hun havde set frem til det med gru. Ikke mindst fordi man hører så meget om andre kommuners trængsler. Men rent faktisk havde det været nemt, erklærede det nyvalgte byrådsmedlem. En del af det hårde arbejde havde byrådet nemlig allerede udført i foråret: - Vi gennemførte jo en budgetrevision, hvor vi gjorde ting, der gjorde ondt. Vi lukkede en børnehave (Regnbuen, red.), sagde Lisbet Toft. Borgmester H. C. Maarup fortalte, det har været en hjælp ved budgetlægningen, at Arden har fået en bevilling fra staten på 9,5 millioner kroner til særligt dårligt stillede kommuner. - Og måske er der også penge på vej til os fra en pulje, der er øremærket kommuner, der er hårdt trængt hvad angår specialundervisning, lød det håbefuldt fra borgmesteren. Maarup fremhævede, at budgettet viser et overskud på den skattefinansierede drift på 5.711.000 kroner og fire millioner kroner til at lægge i kassen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...