Bred vifte af forslag skal skabe balance

Skagen Kommune lægger op til uændret skat og grundskyld til næste år

Skagen 1. september 2004 06:00

SKAGEN: Der er ikke lagt op til store og dybdegående nedskæringer i det kommunale budget for næste år, som byrådet i Skagen Kommune mandag aften får til 1. behandling, men der er hele tiden behov for justeringer, og det vil også fremgå af det nye budgetforslag. Denne konklusion kom i går fra borgmester Hans Rex (V) på et tidspunkt, hvor hvor budgetforslaget endnu ikke var renskrevet. Økonomiudvalget havde sagen til behandling mandag eftermiddag, og da der var tale om et længere møde, vil budgetforslaget først være renskrevet i løbet af i dag. Men foreløbig er meldingen altså, at den kommunale skatteprocent i Skagen Kommune også til næste år vil være på 21,5 procent, ligesom også den kommunale grundskyldspromillie uændret vil være på 24. Økonomiudvalget mener også, som det tidligere er blevet meldt ud, at der skal bruges cirka 12 millioner kroner til anlægsudgifter. Disse forudsætninger og hvad der ellers stort set svarer til en teknisk fremskrivning af det nuværende budget med pris- og lønstigninger gav tidligere i regnestykket et underskud på cirka 9,3 millioner kroner. Det er nu efter behandling på budgetseminaret og på økonomiudvalgsmødet i mandags ændret til et forventet overskud på to til tre millioner kroner, men borgmesteren tilføjer dog hurtigt, at disse to til tre millioner kroner let kan blive spist op under de videre budgetforhandlinger på grund af et stort udgiftspres inden for ældre- og handicapområdet, så slutresultatet ved byrådets 2. behandling af næste års budget mandag 4. oktober bliver et budget i balance uden at lægge ekstra penge i kassen. Bred vifte af forslag NORDJYSKE vil i de kommende dage se nærmere på budgetforslaget, der indeholder en bred vifte af forslag, som skal sørge for at udgifterne kommer ned på det ønskede niveau. En del af disse forslag er af mere teknisk art. Nogle af de foreslåede besparelser opnås ved for eksempel at se nærmere på, hvor mange børn, der ventes at være i dagplejen til næste år. Ønsket om at bruge en ekstra million kroner på vedligeholdelse af veje er droppet. Det samme er for eksempel ønsket om at ansætte en børne- og kulturkonsulent. Administrationen vil formodentlig også blive nednormeret med nogle få stillinger. - Der er ikke lagt op til fyringer inden for administrationen i forbindelse med budgettet, men der bliver nok tale om en nednormering med cirka tre stillinger, og det venter vi, at der kan klares ved naturlig afgang, siger kommunaldirektør Johan Hesssellund.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...