Bredbånd Nord går ind i Aalborg

De første virksomheder kan blive koblet på helt nyt fibernet allerede fra næste år

Bredbånd Nords direktør Carsten Jensen: - Vi regner med at etablere vores hovednet i Aalborg i løbet af 2013, og vi vil starte med at tilbyde erhvervsvirksomheder fibernet.

Bredbånd Nords direktør Carsten Jensen: - Vi regner med at etablere vores hovednet i Aalborg i løbet af 2013, og vi vil starte med at tilbyde erhvervsvirksomheder fibernet.

NORDJYLLAND:Meget tyder på, at der fra næste år bliver skærpet kamp om kunderne mellem de virksomheder, der udbyder bredbånd i byområdet Aalborg-Nørresundby. Bredbånd Nord, som i dag dækker det meste af det gamle Nordjyllands Amt med fibernet, er nemlig på vej ind i Aalborg-Nørresundby, hvor virksomheden vil etablere sit eget net.

Allerede i 2013 vil Bredbånd Nord tilbyde de første kunder i Aalborg bredbåndsforbindelser på op til 1 GB. Dermed får de nuværende bredbånds-udbydere i Aalborg - herunder TDC og Stofa - kamp til stregen.
- Vi regner med at etablere vores hovednet i Aalborg i løbet af 2013, og vi vil starte med at tilbyde erhvervsvirksomheder fibernet. Efterhånden som vi får udbygget nettet, vil vi også tilbyde det til private husstande, oplyser direktør Carsten Jensen, Bredbånd Nord.
Bredbånd Nord blev dannet i 2006 som en fusion af fibernet-aktiviteterne i elselskaberne Nyfors og Nord Energi (der dengang bestod af to selskaber, ESV og ENV). Den 1. januar næste år bliver også HEF Fibernet en del af Bredbånd Nord, der samtidig ændrer selskabsform fra I/S til A/S.
Tilsammen har de tre selskaber udrullet fibernet til mere end 75.000 private husstande og virksomheder. Heraf har mere end 30 procent i dag tilsluttet sig fibernettet, der dækker det meste af det gamle Nordjyllands Amt - men altså endnu med et gevaldigt ”hul” i dækningen i Aalborg-Nørresundby.
- Når vi kan tilbyde fibernet-forbindelser helt op til 1 GB, skyldes det, at vi forsyner kunderne med kabler helt ind i stuen, så at sige. Men selv om behovet for data-transmission stiger hele tiden, er det dog endnu de færreste, der har brug for så meget, siger Carsten Jensen.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.