Bredbånd til alle

Randers-firma har købt retten - og pligten - til at forsyne hele landet med lynhurtigt bredbånd. Endda til nordjyder som bor langt ude på landet.

Teknikere fra Skyline i færd med at montere WiMax-udstyr i en sendemast.Foto: Elro

Teknikere fra Skyline i færd med at montere WiMax-udstyr i en sendemast.Foto: Elro

Selv om du bor uden for lands lov og ret, helt derude hvor kragerne vender og man tager husene ind om natten, er der alligevel bredbånd på vej. Randers-selskabet Skyline, som er en del af elkoncernen Elro, er i fuld gang med at opsætte sendemaster rundt om i det ganske land og regner med at dække mindst 90 procent af Jylland og Fyn til efteråret. Inden udgangen af 2010 skal selskabet være landsdækkende, og i modsætning til TDC, 3 og andre aktører, der alene opererer på markedsvilkår, har Skyline faktisk forsyningspligt. For halvandet år siden vandt Elro med et bud på 117 millioner kroner en licens udbudt af It- og Telestyrelsen og fik dermed retten - og pligten - til at etablere et landsdækkende net på den trådløse WiMax-standard. - Vi havde problemer i begyndelsen med at opnå de nødvendige tilladelser til opsætning af master, men nu går det rigtigt stærkt, oplyser administrerende direktør Henry Lei Jacobsen fra Skyline. Han fortæller, at der skal godt 1000 master til at dække hele landet, og at selskabet foreløbig har omkring 70 i drift. Det betyder, at størstedelen af Midtjylland nu er med, og selskabet rykker hurtigt fremad: - For tiden sætter vi to-tre master op om dagen, siger Henry Lei Jacobsen. Han mener, at WiMax-standarden, som Skyline benytter, er overlegen i forhold til eksempelvis 3G, og at Skyline desuden har store fordele i forhold til selskaber, der er i gang med at lægge fiberkabler ud mange steder. Det arbejder blandt andet nogle af elselskaberne med; - Men det er væsentligt billigere at bruge den trådløse WiMax-teknologi frem for at lægge kabler ud. Vi kan dække hele Jylland for samme beløb, som det koster at etablere fiberforbindelse i et mindre samfund. - Vi anser da heller ikke fiberselskaberne for at være vores største konkurrenter. Det er derimod TDC, 3 og andre selskaber, der arbejder med 3G-teknologi, siger Henry Lei Jacobsen. Han peger på, at et fiberselskab er nødt til at se på, hvor mange potentielle brugere, man kan nå i et område. Det behøver Skyline ikke, da en mast dækker et område på 20 kilometer i diameter. Derfor er det ligegyldigt, om en landsby inden for dette område har 10 eller 30 potentielle brugere. - Rent teknisk kan teknologien række 30-40 kilometer, men da den kræver direkte udsyn mellem masten og antennen hos kunden, sætter vi masterne op, så de kun skal dække en radius på 10 kilometer. - På den måde sikrer vi os, at også beboelser i lavninger i landskabet kan modtage signalet. Det er langt sikrere og kun lidt dyrere, forklarer Henry Lei Jacobsen.