Lokalpolitik

Bredbånd til favørpris tilbydes kommunens ansatte

ARDEN:Kunne du tænke dig en bruttolønsbaseret medarbejderbredbåndsordning? Bag den finurlig ordkonstruktion gemmer sig et tilbud til samtlige 600-700 kommunale medarbejdere i Arden Kommune. Nemlig muligheden for at lade TDC installere en hurtig bredbånds-forbindelse til internet - en adsl-forbindelse. Hvorefter den enkelte medarbejder betaler den månedlige ydelse til TDC direkte over lønsedlen. Det gør nemlig i praksis ydelsen fradragsberettiget. Man betaler ikke skat af de 359 kroner - eller 259 kroner - det koster pr. måned at abonnere på ydelsen. De to priser knytter sig til den kapacitet, man selv mener at have brug for. Altså om man vil købe en hele magabit eller kan nøjes med godt og vel den kvarte kapacitet - nemlig 256 kilobit. - Den enkelte medarbejder får nogle muligheder med bredbånd derhjemme, men for kommunen vil det helt klart også være en gevinst, at vore ansatte på den måde opdateres på brugen af den nye teknologi, siger økonomichef Kim Jacobsen. Erfaringerne fra erhvervslivet viser, at hver tiende ansat benytter sig af tilbuddet. - Jeg kunne da godt ønske, at flere hos os vil gøre brug af muligheden, hvis den, som jeg håber, bliver en realitet efter sommerferien, tilføjer Kim Jacobsen. Politisk bakker økonomiudvalget op,. På mandag tager byrådet stilling til sagen. - Muligheden for på denne vis at begunstige sine medarbejdere med en fradragsberettiget it-ordning eksisterer også i det private erhvervsliv,gør borgmester H. C. Maarup (S) opmærksom på. Siger byrådet ja, får samtlige medarbejdere i skoler, børnehaver, på plejehjem, kommunekontor, materielgård og lignende tilbud om adsl-forbindelse. Men først skal de faglige organisationer lige spørges. Nok får medarbejderen en lille skattefordel, men han eller hun mister samtidig typisk 25-35 kroner på pensionisbidraget.