Brede bredbånd kan tiltrække nye borgere

Kommuner kan vinde i konkurrencen om de ressourcestærke familier, hvis de satser på bedre bredbånd, mener Dansk energi

NORDJYLLAND:En god bredbåndsforbindelse er altafgørende, når det gælder om at lokke nye nordjyder til regionen. Det mener mere end tre ud af fire nordjyder.

Ifølge Michael Jensen fra Aalborg Universitet har nordjyderne fat i det helt rigtige, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
Undersøgelser viser nemlig, at 75 procent af danskerne prioriterer en hurtig bredbåndforbindelse højt, når de skal flytte.
Af selv samme grund kan det absolut betale sig for de nordjyske kommuner, der ønsker at lokke attraktive børnefamilier til, at satse hårdt på at skaffe en bedre bredbåndforbindelse, lyder beskeden fra Michael Jensen.
Desværre placerer de nordjyske kommuner sig langt fra flot i en statistik over bredbåndsforbindelserne i alle de danske kommuner.
Blandt de kommuner, der er dårligst placeret, når det gælder dækningsgraden i den enkelte kommune, er Læsø - her har omkring én procent af indbyggerne en bredbåndsforbindelse.
Bedst placeret er Vesthimmerland Kommune - og det kan borgerne takke elforsyningsselskabet HEF for, påpeger Michael Jensen fra Aalborg Universitet.
Også blandt nordjyderne hersker der en stærk tro på, at en bredbåndsforbindelse af format kan trække ressourcestærke tilflyttere til udkantsområderne.
Omkring seks ud af ti mener, at kommunerne burde satse på at lokke tilflyttere til ved at lave lave strategier, der fokuserer på udbredelsen af hurtigt bredbånd i den enkelte kommune.
- Kommunerne vil fremover opleve stigende en konkurrence imellem sig, når det gælder borgernes adgang til hurtigt internet. Derfor giver det god mening, at kommunerne sætter sig ned og laver digitale planer, hvor infrastrukturen indtænkes. Meget kan gøres fra kommunernes side. Eksempelvis vil opgradering af egne institutioner som skoler, borgerservicecentre og biblioteker være oplagt at tage fat på, siger chefkonsulent ved Dansk Energi, Thomas Woldiderich.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.