Bredside mod ateister

"Gudløse hjerner"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

"Gudeløse hjerner"

Amerikanske tilstande” plejer man her i landet at advare mod. Kun i USA kan man skyde abortlæger ned, kun i USA kan man møde militante miljøforkæmpere, ondsindet og løgnagtig lobbyisme og for tiden en helt utrolig religionskrig om sygeforsikring. Men den generelle kulturelle trend er alligevel en helt overvældende kulturimport fra ”over there”. I 2007 resulterede det i, at ikke mindre end tre ateistiske bestsellere blev udgivet på dansk, ”Troens fallit” (Sam Harris), ”Illusionen om Gud” (Richard Dawkins) samt ”Gud er ikke stor” (Christopher Hitchens). Disse bøger bærer tydeligt præg af den polariserede debat i USA, hvor det religiøse marked bugner på udbudssiden, og trossamfund og pressionsgrupper af konservativt tilsnit er meget synlige og offensive. Hvor amerikansk den ateistiske front har været, bliver tydelig i den modbog, der nu udkommer. Den tager nemlig også fløjlshandskerne af og kritiserer ateismen med høj cigarføring, bastante formuleringer og lidt insinuationer. Hovedindvendingen er, at ateisterne gør op med forældede eller marginaliserede former for religion, at deres religionskritik ikke når Marx, Freud og Nietzsche til sokkeholderne, og at de generelt udstiller en uklædelig uvidenhed om det, de kritiserer. Bogen kopierer på sin vis modstandernes underlødighed. Lars’erne skelner for eksempel ikke mellem ateister og humanister, og de ser bagatelliserende hen over de problemer, der kunne være i den danske folkekirkeordning. Tonen i opgøret er polemisk og populistisk, og selv om de lærde forfattere undskylder på forhånd, mistænker jeg dem for godt at kunne lide det. Men det vigtigste ved bogen er ikke polemikken mod de internationale ateister, nej det er fronten mod det, man kunne kalde ”biologismen”. Tanken om, at generne kan forklare alt muligt, truer med at tage ansvaret for eksistensen fra den enkelte, og således angribes selve vores menneskelighed. Hvis man tror, generne kan svare på alt muligt og desuden foreslå en bedre fremtid, er man på gale veje. Den løbske fornuft, der truer på dette felt, næres blandt andet af historieløshed, så der er al mulig grund til, at seriøse humanister kommer ud af starthullerne, løber biologismens utopier op og sætter dem under kritisk belysning. De kritiske spørgsmål stilles her især til videnskabsjournalisten Lone Frank. Måske er det en start på en bedre slags samtale end den mislykkede ateisme-dagsorden. Hans Gregersen kultur@nordjyske.dk Lars Christiansen og Lars Sandbeck: “Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister” Informations Forlag 180 sider, 199 kr.