Bredt program på præstegården

Kunst, kristendom og islam på præstegården i Gl. Ullits

GAMMEL ULLITS: Sognepræst Troels Laursen, der blandt andet er præst i Foulum kirke, har allerede taget hul på forårssæsonen. Allerede torsdag 17. februar er det graver ved Alstrup kirke Palle Jensen, der tager over sognegrænsen og vil vise lysbilleder fra kirker og kirkegårde - udfra titlen: "Alstrup kirke - herfra min verden går". Men da Palle Jensen er kendt for sine mange talenter - udover at være tømrer og graver er han også kunstner, der har lavet et par spændende kunstværker til Alstrup kirke, kan tilhørerne forvente sig et foredrag med mange indspark til den kirkelige stillestående debat. - For Palle Jensen handler det at være i kirke i dag om at traditionen er det, vi bygger på, men fornyelse er fremdriften, og så kunne han ønske sig mindre prædiken og mere samtale i folkekirken, siger Troels Laursen. Alle disse ting vil foredragsholderen komme omkring, så der er med andre ord lagt op til en rigtig god vinteraften i Ullits præstegård, siger sognepræsten. Islam og kristendom Torsdag 17. marts skal det gælde forholdet mellem islam og kristendommen. - Dette aktuelle emne er lagt i kyndige hænder hos Kåre Egholm Pedersen, der er sognepræst i Gedsted, som under overskriften "Islam, ristendom og dampmaskine" vil søge svar på, hvordan de to religioner forholder sig de moderne vestlige demokratier. - Han vil også fortælle om hvorfor det virker som om, kristendommen har lettere ved at tilpasse sig i en tid, hvor demokrati er blevet en eksportvare. - Med andre ord en debataften om islam og kristendom i Ullits præstegård, siger Troels Laursen. Farverigt - Torsdag 14. april er vi så heldige at få besøg af kunstneren Anita Houvenaeghel, der bor i Hvam, siger Troels Laursen. - Hun kommer og viser nogle af sine malerier og vil undervejs fortælle om de inspirationer, der ligger tilgrund for hendes værker og om hvordan hun bruger naturen i sit arbejde, siger Troels Laursen. Kunsteren er kendt for sin smukke udsmykning af Brorstrup kirke i Mejlby, hvor hun har stået for farvelægningen og malet altertavlen. Hendes værker findes mange steder rundt om, også i vores landsdel - blandt andet på Farsø Sygehus. Anita Houvenaeghel udgiver i dette forår en bog om sit arbejde. Hun er kendt som en levende foredragsholder, så også der er der er lagt op til en spændende og farverig aften i Ullits præstegård.