Udland

Breivik får tidligst sin dom i juli

Men byretten i Oslo oplyser, at dommen over terrortiltalte Anders Breivik muligvis først falder i august.

Breivik får tidligst sin dom i juli

Dommen i sagen mod den terror- og drabstiltalte 33-årige nordmand, Anders Behring Breivik kan blive udsat til den 24. august, skriver det norske nyhedsbureau, NTB.

Oplysningen fremgår af en informationsskrivelse til de udenlandske medier. Her står der blandt andet, at datoen for dommen fortsat ikke er faldet på plads, men at der ikke ventes en afgørelse før tidligst den 20. juli.

- Da vi ikke med 100 procents sikkerhed kan sige, at dommen vil være klar 20. juli, havde vi behov for også at have en alternativ dato, siger informationschef for Oslo Tingrett, Irene Ramm, og uddyber:

- På grund af ferieafvikling, og fordi der er tale om et stort apparat, der skal sættes i sving, har vi sat 24. august som en alternativ dato.

Byretten i Oslo, der behandler sagen, vil inden 11. juli have det afklaret, hvornår dommen fældes.

Både retten og rigsadvokat Tor-Aksel Busch har tidligere udtalt, at målet er at blive færdig med sagen inden markeringen af årsdagen for terrorangrebene. Domsafsigelsen bliver sendt direkte på norsk tv.

Retssagen mod Anders Behring Breivik afsluttes med procedurer 21. og 22. juni, inden sagen optages til dom.

Hvis nogen af parterne anker afgørelsen, vil den komme op i Borgarting Lagmannsrett, svarende til landsretten i Danmark, i januar næste år. Det vil ifølge avisen VG ske i samme specialbyggede retssal 250, som bruges nu.

Breivik er tiltalt for at have dræbt 77 mennesker den 22. juli 2011.

Først placerede og sprængte han en gigantisk hjemmelavet bombe i regeringskvarteret i centrum af den norske hovedstad. Ved bombeangrebet i Oslo mistede otte mennesker livet.

Iklædt en falsk politiuniform gennemførte han godt en time senere en blodig massakre på øen Utøya vest for Oslo. Her skød og dræbte han 69 fortrinsvis unge mennesker, som deltog i en socialdemokratisk ungdomslejr.

/ritzau/NTB