Udland

Breiviks Liberia-kontakt afhøres mandag

Norsk politi skal afhøre Alpha Kallon, der var Anders Behring Breiviks kontakt i Liberia for 10 år siden.

Breiviks Liberia-kontakt afhøres mandag

Da den terrortiltalte Anders Behring Breivik for 10 år siden besøgte den afrikanske stat Liberia, var hans kontakt i landet Alpha Kallon. Mandag skal afrikaneren afhøres af norsk politi om sit kendskab til nordmanden.

Kallon bor i dag i den amerikanske delstat Minnesota, men anklager Svein Holden vil ikke udtale sig om, hvorvidt norske politifolk er rejst til USA for at møde ham, skriver den norske avis VG.

- Vi siger ikke noget om det praktiske på nuværende tidspunkt. Det må vi tage en anden gang, siger Holden og tilføjer, at der er brugt "en del ressourcer" på at få arrangeret en afhøring af Kallon.

Efter planen skal liberieren også forklare sig i terrorretssagen i Oslo byret, og det sker via et videolink tirsdag. I et interview med VG har han tidligere oplyst, at Breivik var ude efter diamanter, da han besøgte det vestafrikanske land.

- Han ønskede at se diamanter, rengjorte diamanter og så tage billeder af dem. Derefter ville han tage tilbage til Norge og afgive store bestillinger, sagde Kallon i interviewet.

Norsk politi er tidligere blevet kritiseret for ikke at have afhørt Kallon om Breiviks formål med at rejse til Liberia.

Anders Behring Breivik har selv forklaret, at det kun var en dækhistorie for, hvad han egentlig var i gang med. Han mener, at Kallons udtalelser ikke rokker ved det.

I flere år har Breivik isoleret sig for at skrive sit såkaldte manifest, der kulminerede 22. juli sidste år med sprængningen af en enorm terrorbombe i det centrale Oslo og skudmassakren på øen Utøya vest for Oslo.

De to terrorangreb på henholdsvis regeringskvarteret og Arbeiderpartiets Ungdomsforbunds sommerlejr kostede 77 mennesker livet, otte i Oslo og 69 på Utøya.

/ritzau/NTB