Bremsen i overfor rideklub

ASTRUP: På grund af den aktuelle forværrede økonomisk situation har børne- og kulturudvalget sat hælene ned i et ønske fra Astrup og Omegns Rideklub om penge til en ny udendørs ridebane. Det samlede budget for projektet er på 420.080 kr, og rideklubben havde søgt udvalget om 210.000 kr. efter krone til krone princippet. - Vi kan ikke imødekomme ønsket, men klubben kan prøve at søge igen næste år, siger udvalgsformand Ole Eskesen (S). Selv uden den aktuelle bremse på budgetudgifter ville der ikke være penge nok på anlægskontoen til at imødekomme rideklubben, idet der kun er 100.000 kr. tilbage. Det beløb har allerede været inde i diskussionen om, hvordan budgetunderskuddet på 1,4 3 mio. kr. dækkes ind. Det skete ved udvalgsmødet forleden, hvor udvalgsmedlemmer Erik Nielsen (V) straks ville inddrage beløbet. Men et udvalgsflertal bestående af de tre S-medlemmer og Morten Bjerg Jakobsen (V) stemte imod at røre pengene på nuværende tidspunkt.