Breschel snupper sæsonens første sejr

Den danske cykelstjerne Matti Breschel vandt fredag 2. etape af Luxembourg Rundt.

Efter en sæson præget af modgang lykkedes det fredag endelig for den danske cykelprofil Matti Breschel at opleve noget optur.

Den danske Tinkoff-Saxo-rytter vandt 2. etape af Luxembourg Rundt, da han var bedst på de 157,4 forholdsvis flade kilometer fra Rosport til Schifflange.

Sejren var Breschels første i 2014. Breschel henviste konkurrenterne i spurten, hvor det gik lidt op ad.

- Matti viste, hvad han kan, når han er på toppen, og han var bare den stærkeste af alle i dag. På samme tid blev Michael Mørkøv nummer fem, og han er nu nummer to samlet, siger sportsdirektør Fabrizio Guidi i en pressemeddelelse.

Torsdag blev holdkammeraten og landsmanden Michael Mørkøv nummer to på 1. etape.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.