Litteratur

Brevenes mester

Alene ideen er aldeles fortryllende: at bruge H.C. Andersen og hans rejser og breve som gennemgående tema i en fortælling om det europæiske postvæsens historie! Okay, og om frimærker, som, alt forladt, i vid udstrækning fornemmes at føre deres særlige eventyrlige liv i selskab med både filatelister og pincetter og små indhegnede parceller i særlige bøger. Og det løjerlige er, at man ikke engang behøver at interessere sig en døjt for nogle af delene - og endda tilligemed kan være ved at have fået nok af H.C. Andersen efterhånden - for at føle sig både godt underholdt og dannet oplyst i selskab med The little book about Brevenes Mester. Den er – i slipstrømmen på så mange andre H.C. Andersen-ting – netop udkommet på Puella's Edition, det lille forlag i Brovst, som efter kun et års eksistens allerede breder sig vidt omkring med sine små, gedigne bøger og faktisk allerede sidste år var ude med sin første lille skæve bog om H.C. Andersen. Betids nok til, at den er at finde i HCA 2005 Fondens materiale, som bl.a. ambassadørerne ude omkring i verden får udleveret. Så derfor er det også kun en sidebemærkning at notere, at man naturligvis også kan forlyste sig med frimærkerne og deres verden på engelsk. Og hvad er det så, det går ud på? Jamen hvem havde f.eks. forestillet sig, at Sierra Leone har udgivet H.C. Andersen-frimærker i 1996 og endda har gjort sig bemærket ved at være det første land med selvklæbende frimærker? Eller at hans profil eller eventyr faktisk er at finde på frimærker fra over 30 lande? Østeuropæiske lande ikke mindst foruden Kina og Cuba f.eks. og Jersey, Marshall øerne og Den centralafrikanske Republik? Ind imellem hører vi om Frankrigs dyreste frimærke, om portopriser, som afhang af, hvilken vej man ville have sit brev sendt, og f.eks. om, at allerede franskmanden Vellayer hængte postkasser op i Paris to hundrede år før, England indførte frimærker i 1840. Endda kunne man købe brevomslag med porto betalt. Ideen slog bare ikke an. Her i landet indførtes frimærket i 1851, og fem år senere omtalte H.C. Andersen første gang disse brevmærker i sin dagbog, nemlig da han bemærker prisen for at få sendt brev til Wien. For resten hører man også, at det i 1865 tog et brev kun godt et døgn at komme fra Stockholm til København, ligesom bogens forfatter, Birthe Lauritsen, også fortæller, at denne brevenes mester i 1849 fik brev fra både Dickens og Hertugen af Weimar. Nem adgang til bred viden, lyder forlagets slogan for hele The little book-serien, og når det gælder frimærkerne og deres historie i relation til H.C. Andersen er det også betimeligt at nævne den faglige ekspertise bag Brevenes Mester, nemlig NORDJYSKES frimærkeekspert, journalist Hanne Nautrup. Brevenes Mester Puella's Edition The little Book about-serien, 144 sider, 100 kr.