Brexit-tilhængere brænder EU-flag i Downing Street

Johnson taler om "national fornyelse", mens Macron betegner brexit som "et historisk advarselstegn" for EU.

En mand brænder et EU-flag af i London fredag, som er briternes sidste dag som EU-medlemmer.

En mand brænder et EU-flag af i London fredag, som er briternes sidste dag som EU-medlemmer.

LONDON:Det er med en blanding af glæde, vrede og for nogles vedkommende ligegyldighed, at briterne fredag ved midnat dansk tid forlader EU efter 47 års medlemskab.

I hovedstaden London fejrer brexittilhængere den historiske dag, blandt andet ved at brænde et EU-flag af foran premierminister Boris Johnsons embedsbolig i Downing Street.

- Det er en lettelse, at vi endelig forlader EU, siger 48-årige Wayne Green.

- EU er et svindelnummer, det har været et svindelnummer fra begyndelsen, og jeg er så glad for, at vi forlader det.

Blandt EU-tilhængerne i London er mismodet til at føle på. De bærer skilte med ord som "Vi kommer tilbage" og "I har ødelagt min fremtidige karriere og mine drømme".

- Folk er virkelig deprimerede over dette, og nogle gør måske nogle dumme ting. Vi har allerede haft et selvmordsforsøg, siger den 57-årige revisor Peter Benson.

En anden EU-tilhænger siger, at hun føler "sorg og tristhed".

- Det er dybt forfærdeligt, at det rent faktisk sker, siger 31-årige Katrina Graham.

I en tale senere fredag aften ventes Boris Johnson at opfordre briterne til at hjælpe ham med at "udfolde dette lands fulde potentiale", når landet er ude af EU, meddeler hans kontor i Downing Street.

Premierministeren skal efter planen holde tale klokken 23 dansk tid.

- Vores opgave som regering - min opgave - er at bringe dette land sammen og drive os fremad, ventes Johnson at sige ifølge uddrag af talen, som hans kontor har givet pressen på forhånd.

- Og det vigtigste at sige i aften er, at dette ikke er en afslutning, men en begyndelse.

Den britiske premierminister har sagt, at han vil fejre dagen med engelskproduceret mousserende vin og et udvalg af britiske delikatesser såsom blåskimmelost fra Shropshire og Yorkshire pudding med oksekød og peberrod.

- Dette er det øjeblik, hvor dagen gryr, og tæppet går op for en ny akt. Det er en tid med sand national fornyelse og forandring, ventes Johnson at sige i sin tale.

EU's mest magtfulde leder, den tyske forbundskansler Angela Merkel, har betegnet skilsmissen fra Storbritannien som "et stort vendepunkt" for EU.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, holder fredag aften en tale for at markere "en sørgelig og historisk dag".

- Der er en lang historie mellem Frankrig og Storbritannien, en der er opstået af blod, frihed, mod og slag, og det vil jeg ikke glemme, siger Macron.

Han betegner briternes exit som et "chok".

- Det er et historisk advarselstegn, som skal høres af hele Europa og få os til at reflektere, siger den franske præsident.

Fra USA er reaktionen knap så sørgmodig.

- Det britiske folk ønskede at komme ud af Bruxelles' tyranni, siger den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, til avisen Daily Telegraph.

- De ønsker at kunne træffe deres egne beslutninger. Det ønsker vi også for det britiske folk.

For EU betyder briternes exit, at unionen mister et medlem, der hidtil har udgjort 15 procent af unionens samlede økonomi.

Storbritannien er også det land, der bruger flest penge på sit militær, og i London er en stor del af verdens finansvirksomheder samlet.

På det seneste er en del af dem dog flyttet til Frankfurt, Luxembourg og andre europæiske storbyer for at gardere sig mod negative konsekvenser af brexit.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.