Brian Holm har ingen plan B

Det dufter af massespurt i Touren, og her skal Marcel Kittel levere, hvis Etixx-Quick-Step skal vinde

Brian Holm har kun ét fokus på onsdagens etape. Arkivfoto: Nils Meilvang/Scanpix
Sport 13. juli 2016 12:33 - Opdateret 13. juli 2016 14:19

CARCASSONNE: Efter nogle hårde etaper i Pyrenæerne er det atter blevet tid til noget flad vej, hvor de hurtige ryttere kan komme til deres ret.

11. etape fra Carcassonne til Montpellier indeholder kun to kategori-4-bump på vejen, og de ligger nogenlunde tidligt på den 162,5 kilometer lange etape.

Med andre ord er der serveret til sprinterholdene, og hos Etixx-Quick-Step, som råder over supersprinteren Marcel Kittel, vil man kæmpe for at sikre et samlet felt til mål.

Går efter spurt

- Nu kører vi i hvert fald for det. Der er ikke nogen plan B. Vi går efter en massespurt, og så må vi krydse fingrene og håbe på det bedste, siger Brian Holm, sportsdirektør på holdet.

Kittel vandt fjerde etape, men i de tre andre massespurter hidtil i løbet har tyskeren set den britiske kanonkugle Mark Cavendish (Dimension Data) løbe med hæderen.

Meget afhænger af, hvem af sprinterne der er kommet bedst gennem Pyrenæerne og har lidt krudt tilbage i pedalerne, men her tror Brian Holm, at topsprinterne står meget lige.

Fordel til Kristoff

- Han (Kittel, red.) er på knæ og albuer ligesom alle de andre sprintere. Det har været hårdt for ham, siger danskeren.

At dømme ud fra etaperne i weekenden og tirsdag ligner Alexander Kristoff (Katusha) den af topsprinterne, som er kommet lettest hen over bjergene. Han er uden sejre i løbet, og derfor har han måske også brug for lidt friskere ben for at kunne gøre sig gældende i spurten.

- Han var den, der kørte bedst opad, men måske også den, som har været svagest i spurterne, vurderer Brian Holm.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...