Brian Holm om etape: Det sprænger i luften

Sportsdirektør Brian Holm har store forventninger til sine ryttere på 3. etape af Tour de France.

Brian Holm om etape: Det sprænger i luften

Det kan blive barsk, når feltet på tirsdagens etape af Tour de France når ud til Den Engelske Kanal.

Det mener Brian Holm, sportsdirektør for Omega Pharma-Quick Step, som vurderer, at regn og blæst vil få cykelløbet til at gå amok.

- I går var der stilhed før stormen, og det ved alle. I dag kommer det til at eksplodere. Og hvis det bliver regnvejr, så vil det, vi så på 1. etape, være vand ved siden af, siger Brian Holm med henvisning til flere styrt på løbets 1. etape.

- Det bliver 18 procents stigninger, og det kommer til at sprænge i luften med styrt og punkteringer. Folk sveder over dagens etape, og ved den indlagte spurt vil Tredje Verdenskrig bryde løs, siger han.

Brian Holm har imidlertid stor tiltro til sine ryttere. Særligt franskmanden Sylvain Chavanel, der sidste år vandt de franske mesterskaber i en finale, der ligner den, de kommer til at køre i dag, forventes at levere.

- De kender den som deres egen lomme. Hvis benene kommer til at tale i dag, kan jeg garantere, at de kommer til at sidde der i finalen, siger Brian Holm om sine ryttere.

- Kun styrt og punkteringer kan slå os ud, vurderer han.

Brian Holms ryttere Jerome Pineau og Tony Martin styrtede begge på 1. etape, men har trods skader valgt at fortsætte i løbet.

Tyske Tony Martin er hårdest ramt og har fået konstateret en brækket hånd, mens franskmanden Pineau har smerter i skulder og arm.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.