Brian Holm om Tour-afslutning: Det var Benny Hill

Omega Pharma-Quick Steps danske sportsdirektør måtte se både Mark Cavendish og Tony Martin ryge i asfalten.

Brian Holm om Tour-afslutning: Det var Benny Hill

Omega Pharma-Quick Step blev hårdt ramt på 1. etape af Tour de France, da både forhåndsfavoritten Mark Cavendish og Tony Martin måtte en tur i asfalten.

Afslutningen blev præget at et stort kaos, da en holdbus blokerede målområdet. Det skabte ifølge sportsdirektør Brian Holm stor forvirring hos rytterne.

- De første var begyndt at styrte, og så skreg de i Radio Tour, at der holdt en bus ved målstregen, og vi kunne ikke spurte. I stedet skulle vi spurte ved tre kilometer-mærket.

- Vi giver beskeden videre til rytterne. De svarer: Hvad helvede sker der? Da der mangler fire kilometer, er bussen væk, og målstregen er blevet fri igen.

- Det var jo et rent Benny Hill-scenarie, der foregik i dag. Det plejer ikke at ske i Touren, siger Brian Holm med henvisning til den gakkede britiske komiker Benny Hill.

De mange styrt, der prægede afslutningen, gik alvorligt ud over Tony Martin.

- Tony slår sig rigtig meget. Det er lidt samme scenarie som sidste år, der punkterede han på prologen og brækkede hånden. Jeg havde ikke troet, at det kunne ske igen, men det kunne det.

- Han kunne ikke køre til sidst. Hans tøj fra halebenet og op til nakken var væk. Jeg ved endnu ikke, om han har brækket noget, siger Brian Holm.

Marcel Kittel (Argos-Shimano) sprintede sig til sejren på den kaotiske 1. etape.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.