Brian Laudrup - en ener

Trods den kendsgerning at han er ud af Danmarks kongelige fodboldfamilie - Laudrup - har lillebror Brian aldrig fulgt etiketten og gjort, som man forventede af ham. Det fortryder han nu ikke. For den tidligere nok så elegante fløjspiller har nemlig for l

I sin karakteristiske og let vuggende stil kommer han ind af hoveddøren på Hotel Marina i Vedbæk. Samlingsborgen for det danske fodboldlandshold gennem snart mange år. Men det er flere år siden, at han har sat sine ben på Marina. Han bor ellers bare et par stenkast væk - lidt mere mod nord på Danmarks mest mondæne vej - Strandvejen, der maver sig fra København til Helsingør langs Øresund med paladser, småslotte, pragtvillaer og pengekasser pynteligt spredt på kryds og på tværs. - Fodbold er et universelt spil. Konklusionen falder, mens Brian Laudrup drikker dansk vand uden citrus på hotel Marinas tagterrasse. Han uddyber således: - Måske er det menneskets urinstinkt at sparke til en bold? Måske kan vi bare ikke lade være? Selv er jeg født ind i en familie, hvor der aldrig blev spurgt, hvad man skulle lave, når man blev stor. Der var bare en vej. Kun skader kunne forhindre det. Men allerede som ungdomsspiller kom Brian Laudrup i tvivl. Var vejen den rigtige? - Pludselig blev det hele så alvorligt. Konkurrencen om pladserne, den indbyrdes rivalisering mellem store drenge kom til at fylde alt for meget. Jeg blev flæsket til træning og i kamp. Voksne mænd stod på sidelinien og opfordrede sønnerne til hensynsløst spil. Når byttet var en Laudrup, gjaldt ingen regler - eller måske snarere særlige regler. Jeg tvivlede på, om det var det, jeg ville bruge mit liv på. Da unge Laudrup var blevet 15, skvulpede bægeret helt over en dag. - Som en ryger på brutal afvænning valgte jeg en kold tyrker og holdt mig fra græsset. Jeg havde fået nok - og mine forældre var kloge nok til at bakke mig op. Men efter en frivillige pause i et par uger kriblede det i mig. Jeg måtte spille videre. Og sådan blev det. Kærligheden til fodbolden - til spillet - vandt. Det var jo det, Brian Laudrup synes var sjovt, selvom han med sin indstilling til livet så hjertens gerne havde været foruden den evindelige kamp og egoisme, der siden fulgte med fodboldlivet på første klasse. Måske er det derfor, tvivlen altid et eller andet sted har naget gennem hele den sublime boldspillers karriere? Som teenager drog Brian Laudrup ud i verden på egne præmisser. Mod faderens ønske valgte han kemigiganten Bayer Leverkusens legetøjsafdeling i den tyske bundesliga. Han fravalgte PSV i Holland. Hvorfor? - Fordi jeg var bange for en plads på bænken. Laudrup ville spille hver uge. Desuden talte det for tryghedsnarkomanen, at klubben rådede over venstrebenet fra Skive - Jan Bartram. Succesen indfandt sig med det samme. Daglige opkald fra pengemænd i Köln, Stuttgart og Bremen med attraktive tilbud til boldvirtuosen hørte til dagens orden. Men først da legenden Uli Honess telefonerede fra direktionslokalerne i selveste FC Bayern München og meldte sig med det største transferbeløb i bundesligaens historie, kom der skred i sagerne. Og det trods den kendsgerning, at unge Laudrup kun havde tryllet syd for Otto Duborgs imperium i få måneder - Presset var enormt fra dag ét. Jeg kom til et hold af tyske verdensmestre. Andenpladsen i den første sæson var bare ikke godt nok, selvom jeg havde spillet udmærket. Nye spillere og en skade, der holdt mig ude i næsten et halvt år, gav mig siden store problemer. Træneren blev fyret. Lerby kom til ... men han fik det svært. Selv spillede jeg ikke meget under Søren Lerbys korte ophold. Kritikken af os begge tog til. Det er svært at være udlænding i Bayern, når der er modgang. Det var først oppe i Sverige, at formen og glæden ved spillet atter indfandt sig. Badegæsterne kom så og sejrede. Året var 1992. Den sommer danskerne ikke lod sig nøje med en kvartfinaleplads i EM. - Inden finalen ringede en pariserklub og italienske Fiorentina. Effenberg kendte jeg jo fra Bayern. Han var nu i klubben og gjorde nok udslaget. Jeg havde også besøgt Michael i Juventus flere gange og var fascineret af italienernes glæde ved spillet. Begejstringen tog dog overhånd, da de lilla trøjer fra Firenze allerede efter første sæson blev sendt til storvask nede i serie B. Laudrup blev smuglet ud fra kamparenaen i bagagerummet på en bil, og de noget hårde hunde - tyske Effenberg og argentinske Batistuta - foretrukket til den fysiske magtkamp om en hurtig tilbagevenden blandt støvlelandets ypperste fodboldspillere. - Jeg ville væk fra Italien men fik et diktat. Bag den idyllisk stemning i Firenze lurede hadet og volden. Det skræmte mig. Men jeg var blot en lille brik i et stort købmandsspil om mange, mange penge. Jeg havde valget mellem en lejekontrakt i Milan, på den måde ville man presse min værdi på spillebørsen op, eller en plads på tribunen med korslagte arme. Brian sad så atter med far Finn ved sin side på et hotel i Italien, og da først kravene var accepteret, gik der kun sekunder før Milans vicepræsident ankom standmæssigt fra etagen over dem. - Så opdager man virkelig, at man er en meget, meget lille brik i et stort og ofte beskidt spil. I Milan spillede opkomlingen hver dag til træning overfor legenden Maldini. Det modnede - og hærdede - ham. - Jeg fik da også sat et italiensk mesterskab ind på bogen. Alligevel er det ikke et år, jeg mindes med glæde. Jeg spillede vel kun12-13 kampe. Rotationsprincippet, der allerede da var indført i klubben, passede mig ikke. Ja, jeg tvivler på, om det passer nogen spillere på det niveau. Selvfølgelig er de store penge et plaster på såret, men personligt har jeg aldrig været tilfreds med ikke at spille kampene. Det er jo det, man vil som fodboldspiller. Det var i hvert fald det, jeg ville. Brian Laudrup er aldrig rigtigt gået sportsjournalisternes slagne vej. Uforudsigelig som sit eget spil har han været. Fravalgt historien i klubber som Bayern, Milan og Manchester United. Underligt! - Jeg søgte fred og ro i en fodboldverden, som jeg både elskede og periodevis hadede. Jeg forsøgte hele tiden at skabe balance for mig og min familie. Grotesk i journalisternes øjne måske? Mange af dem rodede jo selv rundt i livet som drivtømmer. Det år hvor fodboldflakken Laudrup nåede at repræsentere fire forskellige klubber var dog et underligt år - selv for ham. - Jeg sluttede i Glasgow Rangers i maj, startede i Chelsea efter ferien, skiftede hurtigt til FC København for så efter få kampe at drage til Ajax-Amsterdam. Intentionerne var hver gang gode nok, men det hele gjorde mig totalt ør i skallen. Mine beslutninger har sådan set altid været velovervejede, og jeg fortryder heller ikke en eneste af dem. Men ofte har virkeligheden ikke svaret til mine rosenrøde forestillinger, må jeg erkende. Så kan man selvfølgelig diskutere, om jeg har været en drømmer eller naiv. Romantiker er jeg jo nok. Men da jeg var i det ... var i situationen, tvivlede jeg aldrig. Det gjorde han heller ikke, da han sommeren 1994 indledte et eventyrligt kapitel i Skotland. - Jeg kunne ikke forestille mig selv i et land med evig regn og fodboldspillere, der smed tænderne, inden de løb på banen: Men min kloge kone, Mette, der altid har været der som en uundværlig støtte i mit fodboldliv, sagde til mig, at det mindste vi kunne gøre var at besøge klubben. Jeg var solgt, da vi stod der. Jeg kørte en tur med manageren Walther Smith og følte mig hjemme fra første sekund. Han var et vidunderligt menneske, som man kunne gå til selv med familiære problemer. Jeg havde en god fornemmelse i kroppen og tegnede derfor en tre-årig kontrakt. Brian brød sig ellers ikke om lange kontrakter. Korte ansættelsesperioder og en evaluering hvert år, ville have passet ham bedre. Så det var lang tid i Laudrups univers. Men ikke for længe skulle det vise sig. - Det er nu, sagde min far. Han vidste, at jeg trængte til ro og en stabil periode. Vi købte vores eget hus. Jeg kan huske, Mette forudså, at vi fandt det bag en bestemt bakketop. Det gjorde vi. Det var utroligt. Vi indrettede os som en helt almindelig familie - som havde vi været i Danmark. Skotternes indstilling til livet passede mig, Mette og ungerne. En lykkelig tid. Fire år blev det til. Med frie hænder og fødder til at folde sig ud som den kunstner, han var på en fodboldbane. - Jeg havde trænerens totale opbakning. Det gav mig den tryghed og ro, jeg behøvede. Friheden blev forvandlet efter fortjeneste, og det kunne være blevet til mange flere år i whiskylandet. Pennen blev lagt ved siden af blanco-checken. - Men holdet blev splittet og manageren skiftet ud. Jeg havde ikke mere at gøre i Skotland. Min tid var ovre. Jeg havde ikke lyst til at være med til at bygge et nyt hold op, der ville være i stand til at træde op på den internationale scene. Og det var vigtigt for mig at holde det spillemæssige niveau. Det kunne han ikke, følte han, på stationen Chelsea. Flirten med London klubben blev kortvarig. Guldkontrakten blev revet i stykker, fordi Brian Laudrup ikke var en lykkelig mand. Og det er nødvendigt, for at han kan yde, erkender han. Det forsøgte han så på nordlig breddegrad. Men der satte pressehetzen ind - igen. - Danmark er et lille land. Der er ikke så mange "stjerner". Min storebror har altid opført sig eksemplarisk og velovervejet. Jeg har nok været det sorte får - gået mine egne veje. Sådan er jeg bare. Forventningspresset har altid været der. Det har altid irriteret mig, at jeg ikke kunne være anonym som andre drenge. Jeg kunne ikke bare vælge at blive skraldemand eller kloakarbejder. Hysteriet har indimellem været svært at håndtere. Skriverierne og de mange løgne om min kone og min families gøren og laden har gjort mig både ked af det og vred. Man står magtesløs tilbage, når sportsjournalisterne har sluppet pennen løs. Jeg har ikke nogen opskrift på, hvordan man klarer det, for man kan ikke rigtigt forberede sig på det. I Skotland skrev man få historier om Brian Laudrup, for jeg slog hverken folk ned eller drak mig stiv hver weekend. Man bedømte mig som fodboldspiller. Det var ingenlunde tilfældet, da han havde skrevet kontrakt med FC København. - Mette havde advaret mig mod at vende hjem. Alle tror, at det var hende, der trak mig i den retning. De tager fejl. Sandheden er den, at hun havde forudset problemerne - hadet og jalousien. Desværre lyttede jeg for en gang skyld ikke til hendes visdom, der er samlet sammen gennem flere år end min egen. Det kunne have sparet mig ... os for mange problemer. En godt skjult passus i kontrakten gjorde ham til en fri mand - igen - efter få kampe på dansk jord. - Jeg var ikke så naiv, at jeg havde regnet med en hyldest over hele kongeriget. Men jeg fik aldrig fair play. Jeg var udhængt som forræder, fordi jeg havde sagt fra på landsholdet inden hjemkomsten. Jeg blev udsat for nationalismens grimme ansigt. Den værste karat stod formiddagsbladene for. Men sådan en mekanisme er der tilsyneladende uanset om du hedder Laudrup, Henriksen eller Beckham. Jeg accepterer ikke, at det er sådan. Jeg konstaterer det blot. Selv min bror oplevede det. Heldigvis for ham sluttede han med to gode kampe under VM i 1998. Det gav ham den sortie, han fortjente. Selv luskede bettebror ud af landsholdsbagdøren, mente flere såkaldte fodboldiagttagere. Selv siger han bare. - Jeg følte, at det var tid til at gå, og jeg ville ikke forstyrre Michaels planlagte afskedsfest. Som far Finn er den yngste af Laudrup-brødrene altid gået sine egne uregerlige veje. - Min far havde det heller ikke alt for godt med autoriteter og vendte hurtigt hjem efter fodboldopholdet i Østrig. Så ja, jeg ligner ham nok lidt. Sønnen valgte dog at tage endnu en tørn i udenlandsk klubregi efter skuffelsen i FC København. Denne gang i Holland. - Jeg var ikke færdig med at spille fodbold. Desværre var holdet ikke godt nok til en topplacering. Efter en blandet sæson, hvor mit eget spil fungerede udmærket, døjede jeg med en skade i akillessenen, som havde plaget mig i flere år. Den nye træner i klubben gav mig ikke noget valg. Han forlangte, at jeg blev opereret. Det ønskede jeg ikke, så ballet var forbi. Jeg var 32 år og ville ikke risikere at ende som en invalid, der ikke kunne lege med mine børn eller løbe en tur. Havde jeg været 10 år yngre, havde jeg måske gjort det. Det var mig selv, der traf beslutningen, men alligevel optog den mig i flere år. Jeg holdt pause i et års tid og havde derefter flere gange lyst til at vende tilbage. Tilbuddene var attraktive og fristede mig, men jeg tror, fornuften sejrede. På et tidspunkt, efter halvandet års pause, ringede jeg min gamle manager i Glasgow op for at få et godt råd. Han sagde, at jeg skulle være 100 procent klar, hvis jeg besluttede at vende tilbage. Og det var yngste mand Laudrup ikke. Alligevel er det først i dag - efter års flere søgen, at han er ved at være, hvor han føler, at han skal være. - Jeg er blot en af mange søgende fodboldspillere. Efter et langt fodboldliv, hvor alting er planlagt ned i mindste detalje, tager det tid at finde ny mening med tilværelsen. Det er svært at finde fodfæste og starte forfra. Identiteten er røget sig en tur. Og hvad er der så tilbage? Pludselig er du Mr. nobody. Selvfølgelig genkendes man på gaden, men i Danmark er man det, man laver i højere grad end mange andre steder, jeg har været. På et tidspunkt mente Brian Laudrup, at det ville være for "nemt" blot at vælge en metié indenfor samme branche. I dag indrømmer han ... overfor sig selv, at det jo er det, også han kan. Netop nu står den på fodboldskole for 16-17 årige talentfulde fodboldspillere og efter sommeren flere fodboldanalyser på en fremherskende fodbold-tv-kanal. Forskellige former for ambassadørvirksomhed i velmenende organisationer fylder ligeledes tiden ud for den tidligere nok så letbenede fodboldfløj. Derimod har det trange udsigter med en plads på en studiebænk på universitetet. Der gider han ikke sidde.