Brian M. giver los for et frit bogmarkedet

Litteratur 9. september 2008 06:00

Billigere bøger, større bogsalg, flere læsere. Det er hensigten med en fuldstændig liberalisering af det danske bogmarked, som kulturminister Brian Mikkelsen (K) nu vil arbejde for. - Det vil demokratisere bogsalget, sænke bogpriserne, sælge flere bøger og gøre bogen tilgængelig for flere danskere, siger kulturministeren. Han forventer, at en fuld frigørelse af det litterære marked vil øge konkurrencen blandt bogsælgerne og sænke prisen på læsestof. - Det vil åbne markedet for lavtlønnede borgere, der ellers ikke køber litteratur, fordi det er for dyrt, lyder det fra Brian Mikkelsen i den nye kulturpolitiske arbejdsplan, han lancerede tirsdag. Men formand for Dansk Forfatterforening, Frants Iver Gundelach, tror ikke på, at lavere priser vil få lavtlønnede borgere til at købe mere litteratur. - Det, der kan få dem til at købe bøger, er, hvis forfatteren har vundet priser, siger han. Frants Iver Gundelach vurderer, at fokus på bestsellere vil resultere i et øget bogsalg, men det vil ske på bekostning af for eksempel dansk lyrik. Hos Forlæggerforeningen frygter direktør Maria Svane også, at for meget fokus på bestsellere og pris kan gøre i forvejen små oplag mindre. - Det kan blive svært for forbrugerne at få øje på andet end bestsellerne, siger Maria Svane. Direktør for Boghandlerforeningen, Olaf Winsløw, er glad for, at ministeren slipper tøjlerne til bogmarkedet. - Men det får ingen isoleret indvirkning på bogsalget, vurderer han. De tre foreninger meddeler desuden, at bogmarkedet mere eller mindre allerede er fuldt ud liberaliseret. De forventer derfor kun små konsekvenser. Kulturministeren fastholder momsen på bøger, siger han til Ritzau./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...