Brian tog selv konsekvensen

Drømmen om at blive Bendt Bendtsens afløser endegyldigt bristet

KØBENHAVN:Kulturminister Brian Mikkelsen ved det godt selv. Han har passeret toppen hos de Konservative, og de dage, hvor han blev nævnt som mulig efterfølger til Bendt Bendtsen, er endegyldigt forbi. Ifølge kilder hos de konservative var det Brian Mikkelsen selv, der i fredags på regeringschateauet Havreholm foreslog statsministeren, at Kulturministeret blev frataget det formelle ansvar for salget af TV 2. Det var angiveligt også Brian Mikkelsen, der fandt på, at en af pladserne i styregruppen skulle reserveres til kritikerne i Dansk Folkeparti. Brian Arthur Mikkelsen ofrede sig for at lukke munden på Pia Kjærsgaard & Co., som ellers havde kunne have spredt ravage i medierne i månedsvis - på et tidspunkt, hvor Helle Thorning-Schmidt får lige så meget tv-tid med Bill Clinton som selveste statsministeren. Hos de Konservative skumler man derfor i disse dage. Partifællerne er enige om, at Brian Mikkelsen blev offer for et justitsmord foranlediget af et småhysterisk støtteparti. Som resultat har Brian Mikkelsen tabt yderligere ansigt i en befolkning, der gang på gang giver ham karakterer på Tove Fergo-niveau i popularitetsundersøgelser, og som ved sidste valg halverede hans personlige stemmetal i bastionen Vestsjælland. Oven på Connie Hedegaards succesfulde comeback står det dog nu klart, at Brian Mikkelsen hører hjemme i andet geled. Der skal ske mirakler, hvis han skal beholde Kulturministeriet, næste gang Fogh og Bendtsen beslutter at rokere rundt på ministerholdet. Mens Connie Hedegaard har udsigt til et langt finere visitkort - når Per Stig Møller får nok af rejseriet, er hun favorit til at indtage Udenrigsministeriet - må Brian Mikkelsen stile nedefter mod Transportministeriet eller et andet hjørnekontor, hvor hans uimponerede stil kan gøre mindre skade på regeringens anseelse eller samarbejdet med Folketingets øvrige partier. Paradoksalt nok har Dansk Folkeparti ikke tidligere haft noget personligt mod den sportsglade minister, der engang drømte om at blive arkæolog. Partiet har et langt mere anstrengt forhold til de to kronprinsesser Lene Espersen og Connie Hedegaard, der i støttepartiets top opfattes som henholdsvis for slap og for hellig. Kulturministeren satser nu på at passe det daglige arbejde. Også med privatiseringen af TV 2, såmænd: Måske opgav Brian Mikkelsen det formelle ansvar, men på de indre linjer regner han fortsat med at styre tropperne, når det gælder sin hjertesag - også selv om æren er tabt.