Bridge fyldte hallen op

Bridgeturneringen i Hjallerup en stor succes

Christoffer Green Sørensen og Mette Nielsen
Kjeld Pedersen spillede ikke selv med i turneringen, men sad med overblikket fra dommerbordsskranken. I år skulle den helt nye pokal også overrækkes for første gang.
Hjallerup 7. januar 2018 22:59

HJALLERUP: Idrætscentret lagde søndag hus til Danmarks største nytårsturnering i bridge, hvor mere end 500 personer deltog.

Turneringen har eksisteret i 43 år, og den har gradvist vokset sig større og større. Allerede en time før turneringsstart var cafeteriet i Hjallerup Idrætscenter begyndt at blive fyldt op med bridgeentusiaster. I hallen var der et utal af opstillede borde, der ventede på de mange spillere.

Ved det normale dommerbord i hallen blev der også ventet. Det var formanden for Hjallerup Bridgeklub, Kjeld Pedersen. Han ventede på at kunne sætte turneringen i gang. Og det blev den klokken 13, hvor bordene var fyldt op fra ende til anden.

Bridge er et kortspil, der spilles i par. Parrene havde tilmeldt sig og blev placeret ved bordene alt efter, hvor lavt et handicap de havde. Samme handicapsystem, som kendes fra golf. Hvert par skulle spille 33 spil, før turneringen var færdig, og vinderen af den famøse vandrepokal kunne fejres. En pokal, der i år var ny, da dens forgænger ikke havde plads til at få flere navne indgraveret på sin skinnende overflade.

Det var ikke svært at bemærke, at det hovedsageligt var den ældre befolkning, der havde tilmeldt sig turneringen. En udvikling, de i klubberne rundt omkring godt er klar over, og de har forskellige løsningstiltag i støbeskeen.

- Det er svært at lokke yngre til, men vi forsøger at få flere unge til at spille ved at få bridge ind på skolerne. Vi har fået et godt samarbejde med Dronninglund Skole, hvor vi skal starte op med nogle 10. klasser her i januar, siger formand for Hjallerup Bridgeklub Kjeld Pedersen.

Og Kjeld Pedersen er godt klar over, at det ikke nødvendigvis er de helt unge, som er mulige at få fat i.

- Det er svært at få de helt unge til at spille, men vi håber, det kan inspirere deres forældre eller bedsteforældre til at starte med at spille, siger Kjeld Pedersen.

I Hjallerup Bridgeklub har de også mærket en nedadgående udvikling i forhold til medlemmer. For 10 år siden havde de 100 medlemmer. Det er nu faldet til 75.

Men yngre bridgespillere findes. Det danske landshold er et eksempel på dette.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...