Bridge kan man spille til højt op i alderen

Bridgeklub fejrer 30 års jubilæum med Guldpointturnering

EMNER 1. april 2003 08:00

HJØRRING: Hvad gør man lige, hvis man savner en barnepige, når man skal til bridge. Jo, så opretter man bare sin egen bridgeklub med spilleaften en aften, der passer bedre ind i familielivet. Det var i hvert fald, hvad Gitta Lauritsen gjorde i 1973. 6. april markerer "hendes" bridgeklub BK 73 den runde dag med en særlig Guldpointturnering på Vendelbohus. Gitta Lauritsen flyttede fra Sjælland til Hjørring med sin daværende mand. Hun havde spillet bridge siden 1968. - Vi kom ind i Borgerforeningens Bridgeklub, selv om der var lange ventelister. Men som tilflyttere gjorde Sys Rasmussen en undtagelse, så vi fik lov. Men det var mandag aften, hvor vores ene barn var til noget andet, og vores yngste ville ikke være alene hjemme i et nyt hus. Derfor bestemte vi os for at begynde vores egen bridgeklub. Sys Rasmussen hjalp os igen, og der var masser af mennesker, som ville spille bridge, fortæller Gitta Lauritsen, som er 62 år og på efterløn. - Nu er der jo rigtig tid til at spille bridge. Jeg spiller mindst turneringsbridge tre gange om ugen. To gange i Hirtshals med min mand og hver torsdag aften med min dame-makker, Meta Nielsen. Vi flyttede nemlig fra onsdag til torsdag aften, fordi der altid var så meget fodbold om aftenen, konstaterer Gitta Lauritsen. Hun siger, at det går helt fint med at spille med ægtefællen. - Man hører om nogen, der ikke kan spille sammen, men vi kan godt. Enhver gør jo sit bedste, og laver man en fejl, så ved den, der har lavet den, det bedst selv. Jeg vil i hvert fald ikke bruge min ungdom på at få skældud ved et bridgebord, lyder det fra Gitta Lauritsen. Hun siger, at det aldrig er for sent at lære at spille bridge. - Man kan også blive ved med at spille hele livet. Vi har i klubben et medlem på 90 år og flere langt oppe i firserne. Jeg tror netop, de har det så godt, fordi de holder de små grå celler i gang. De spiller en knagende god bridge og kan huske kortene. Når man spiller bridge, behøver man aldrig at blive alene. Der er altid nogen, der vil spille. Sådan en gang damebridge en søndag eftermiddag - det er godt. BK 73's medlemmer mødes hver torsdag aften i kælderen på Vendelbohus. Her spilles 28 turneringsspil på tid, for BK73 er den eneste af Hjørrings fire bridgeklubber, der er tilknyttet Dansk Bridgeforbund. - Vi er medlem, fordi vi vil spille om noget, siger Gitta Lauritsen. Der spilles blandt andet om guldpoint - som er svære at få fat i - på søndag. 30 par er tilmeldt fra klubber i Aalborg, Brønderslev, Hjallerup, Skagen, Hirtshals og Vrå.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...